(Battlelore) En kamprapport og hænderne i vejret

Endelig fik jeg mulighed for at prøve Battlelore i går aftes. Vi nåede tre spil på godt to timer (inkl regelgennemgang og et par småpauser) og den korte version er, at det spil er så skide underholdende, at det halve kunne være nok!
Reglerne er enkle men virkeligt elegante. De små forskelle på de enkelte typer og kvaliteter af enheder sørger for et afvekslende spil og moralreglerne er noget af det mest velfungerende, jeg er stødt på i denne slags spil. Man finder hurtigt ud af at holde bestemte formationer, og man bruger mange kræfter på at bryde modstanderens.
Mange steder er spillet blevet kritiseret for at basere sig for meget på held. Jeg kan ikke genkende kritikken - dels synes jeg held er et sjovt element i spil, dels er det stadig taktik, der afgør de væsentligste kampe. Command-kortene giver en fornemmelse af et slag, der bølger frem og tilbage i de forskellige dele af slagmarken og det er fedt at sidde med et rigtig dræberkort, og så vente med at bruge det, til man er overbevist om, at det virkelig giver pote og man kan aflevere det afgørende slag.



Der er ikke meget negativt at udsætte på spillet. Det skulle lige være, at det tager lidt lang tid at stille op, at det kan være svært at se forskel på de grønne og blå bannere i almindelig stuebelysning og at... ja, jeg kan sgu ikke komme på flere negative ting!
Vi spillede kun med grundreglerne, og mangler således både at prøve at spille med dværge, magi, creatures og med War Council. Men hvis basisspillet er så fedt og afvekslende, så kan de mere avancerede dele kun sparke røv!
Alt i alt er Battlelore klart det sjoveste bræt/figurspil, jeg har prøvet længe. Det er hurtigt, elegant, underholdende og addictive.

223 figurer!

OK, Battlelore er et dyrt spil. 599,- i Fantask (699,- i Faraos). Det er bare mange penge! Men man får godt nok også en røvfuld af ting. Her er et foto af de 223 figurer, der er med i mit spil:



... dertil kommer et bræt, masser af kort, hexbrikker og en masse andet.

Story Now, improvisation og historier

Som et forsinket svar på den lange debat bl.a. på RPGforum om rollespil og historier - og primært som et svar på Næsbys holdning om, at historier i rollespil ikke kan måle sig med de "store" historier bringer jeg her et rigtig fint citat fra en interessant debat på Story Games. Det er Timothy Kleinert, aka Timfire, designeren bag The Mountain Witch, der udtaler:

"I will say one other thing, though. We have to be careful about comparing RPG play with regular stories, be it literature or film. The improvisational nature of RPGs lends itself to a different type of narrative than the regular writing process does.

Without getting into it (too much), improvisation is more about moments of expressions, rather than a coherent flow or progression. Obviously, in the normal writing process, you can go back and edit your fiction, making everything fit tightly together. You can't really do that in improvisational artforms like RPGs. You can try, but it's really difficult and it doesn't take advantage of the main advantage of improv, to be able to tweak the fiction to fit the mood of the audience/author.

Not that all that shouldn't be a concern when playing. Just be aware that the fiction produced by improv is going to look different than the fiction produced by the normal writing process."

(Njord) Forberedelse

Nu er der ikke meget mere end en uge til, at jeg skal spille Njord (Sorcerer and Sword) med Anders og Johs. De to har lavet et virkelig fedt arbejde med deres spilpersoner - de kan tjekkes ud hér og hér. Lige nu arbejder jeg med at forberede mig. Der er en række meget effektive værktøjer til SL-forberedelse i Sorcerer, men jeg skal lige vænne mig til at bruge dem og finde den rette balance, så jeg hverken overgør det eller dukker uforberedet op.
Jeg arbejder på et relationship map og ud fra det og SP'erne skal jeg lave en række Bangs til begge personer. Uden at sige for meget, så falder det hele godt i tråd med Njords tematik samt med en saga-/eventyragtig stemning. Interessante forhold og bipersoner nærmest hopper op af sp'erne og one sheet'et.
Så i alt er jeg begejstret og kun en lille smule nervøs for at botche det totalt.
Og nu skal jeg snart tegne et kort! Wæj!
Jeg skriver mere om min forberedelse, når spillet er ovre. Lige nu har jeg for mange spændende kort oppe i ærmet til at jeg vil afsløre for meget!

Battlelore!

Hov!
Spillet solgte sig selv. Tommy behøvede blot stå og smile indladende i Fantask, så gik det helt automatisk. Fem minutter senere stod jeg uden for butikken med en meget stor, lidt tung pose i hånden...
Og jeg fik de to limited ed. figurer!
Er der nogen, der er friske på et spil?

Bond lever!

Den lange pause på Molevitten skyldes at jeg har masser at tage mig til, men også at alting er ufærdigt og derfor svært at skrive om.
Vigtigst af alt er nok, at Brians og mit Bondspil stadig lever! Vi spiltestede for et par uger siden og det var hårdt, men gik nu alligevel ret beset temmelig godt. Vi fik testet vores idéer og store dele fungerede faktisk efter hensigten. Vi fandt også ind til de elementer, der skal ændres ved og det er det arbejde, vi nu er midt i. Vi har beholdt væsentlige dele af mekanikken men har til gengæld slagtet historien, og det har også afstedkommet, at vi har ændret titlen til Kingmaker.
Jeg forsøger at skrive de blødere dele af regelteksten lige nu. Målet er at klæde spillederen godt nok på til at skulle køre en spilform, han/hun sikkert ikke har den store erfaring i. Jeg er meget inspireret af spillederafsnittet i Best Friends, som er noget af det klareste og bedst formidlede, jeg har læst inden for genren.
Faktisk rollespil står til gengæld og desværre lidt i stampe. Som altid er det svært at finde stabile grupper - til gengæld er det slet, slet ikke svært at finde interessante spil!

Njord one sheet

Her er det one sheet jeg har sendt til Johs og Anders til det spil Sorcerer and Sword, vi skal til at i gang med. Vi mødes i morgen aften for at lave SP'er. Kommentarer, spørgsmål og forslag er velkomne!

Njord
- one sheet til Sorcerer & Sword

Inspiration: Nordiske sagn og folklore, Saxos Danmarkskrønike, islandske sagaer, Fafrhd and the Gray Mouser (tegneserien), Mike Mignola...

Hvad er Humanity?
Humanity er at være en del af det menneskelige samfund – samfundets orden og fælles moral. Spilpersonerne er per definition folk, der har gjort op med samfundets rigide orden for at søge lykken/magt/indflydelse/rigdom.

Humanity = 0 betyder, at personen har mistet enhver forbindelse til det menneskelige samfund. Enten forsvinder han i horisonten for aldrig at blive set mere, eller også bliver han troldtøj, elver eller lignende.

Humanity Loss: handle modsat normer og moral, undsige sig sin menneskelighed, svigte rødder. Stjæle, myrde (ikke det samme som at slå ihjel), have omgang med undre kræfter.

Humanity gain: tage del i traditioner såsom festligholdelse af solhverv eller at bringe høsten ind. Undsige egen lykke/fremgang for at hjælpe et andet menneske.

Hvad er en dæmon?
Undre kræfter – troldtøj, genfærd, havfruer, lygtemænd, bjærgmænd og andet, der har forbindelse til De Gamle Tider – samlet under ét kaldes de troldtøj. Troldtøj lever, hvor mennesket sjældent kommer - i tætte skove, hvor selv træerne har egen bevidsthed, i gamle gravhøje, i bundløse søer, moser og andet; andet troldtøj lever klods op ad menneskene, uden nogensinde at blive set – kun anet. Deres indflydelse kan også nogle gange afsløre deres tilstedeværelse. Troldtøjet er i lodret opposition til den Nye Kirke og tro på trolde ses som overtro og blasfemi. Troldtøj kan bøje naturlovene, gøre kvinder frugtsommmelige eller golde, hjælpe eller hindre høsten og meget andet. En speciel form for troldtøj er skiftinger, som er hverken menneske eller trold og derfor lever et uhyggeligt, forarmet liv og ofte nærer frygtelige følelser for alt levende. Spøgelser er mennesker, der døde på en specielt grufuld måde og blev fanget i den undre verden.

Hvad er en troldmand?
Et menneske, der har omgang med Troldtøj. En person, der for at opnå noget har indgået en pagt med en trold. Han bruger troldens evner til at forfølge egne mål, men må hele tiden holde pagtens ånd i mente. Troldmænd tager, hvad de ønsker – bruger magt, vold og list for at opnå deres mål. I en verden, hvor flertallet bare gør, hvad man nu engang gør, er troldmændene overløbere, som arrogant rager til sig. Hvad har fået din spilperson til at trodse samfundets skrevne og uskrevne love, øve omgang med troldtøj og bøje virkeligheden? Husk, at troldkunst officielt ikke findes!

Hvad er ritualer?
Troldmanden skal opsøge troldtøjet, hvor det findes: i skove, søer, floder, klipper, gravhøje, stendysser og andet. Det væsentlige er, at troldmanden bevæger sig væk fra menneskenes verden og ind, hvor undre kræfter har overtaget. En pagt indgås ofte ved at svare på troldens kryptiske spørgsmål og/eller gåder. Mange ritualer kræver, at troldmanden kender troldens rigtige navn, ligesom det at riste runer har en stor betydning.

Der findes følgende ritualer:
Contact – tilkalde en trold fra dens opholdssted.
Pact – etablere en kontrakt med trolden.
Banish – forvise trolden tilbage til dens enemærker.
Contain – begrænse troldens bevægelsesmuligheder.
Punish – påføre trolden smerte.

Setting:
Forestil dig et stort land lidt a la Norge med store søer, fjelde, fjorde – et vildt og øde landskab med store, mørke og uigennemtrængelige skove. Naturen er skræmmende og farlig. Mennesket har kun tæmmet små lommer hist og pist: landsbyer med opdyrkede marker, et par store, dekadente storbyer (med 10-50.000 indbyggere) og ellers intet. Skibe sejler langs kysterne men sjældent til andre lande på den anden side af de store have. Is og sne hersker store dele af året, årstidernes skiften er væsentlig for menneskets trivsel og noget, man fejrer. I Ældre Tider herskede andre, voldsommere civilisationer, som nu er uddøde men har efterladt sig spor og også har en andel i Troldtøjets eksistens.
Mennesket dyrker en ny, retlinet Gud i deres store kirker, handel og landbrug forsøges sat i system og flertallet ønsker blot at komme videre og ikke tage hensyn til troldtøj og andet. Man fejrer stadig høsten og andre højtider, men den nye kirke har sat sig på symbolikken og gjort den til sin egen.

Descriptors

Stamina
Formet af mulden (Sta 3+) – du er vokset op på landet og har været vant til et hårdt liv tæt på naturen. Du er stærk og arbejdsom og sej.
Soldatertræning (Sta 2+) – du har tjent en herremand som soldat og er disciplineret og dygtig med våben, har lynhurtige reflekser og et godt overblik.
Stor og livskraftig (Sta 2+)– du er fuld af energi og stråler af overskud.
Undre metoder – du holder dig stærk og ung ved at overholde traditionerne for omgang med de undre kræfter.

Will
Møde med det underjordiske – et tidligt møde med undre kræfter har mærket dig i en grad, så det normale ikke længere tilfredsstiller dig.
Herremand (Will 3+)– du er mere værd end de fleste andre mennesker, og du fører dig
frem med den vished.
Livslyst – livet i alle dets former er til for nydelsens skyld. Hvis det føles godt, svælger du i det. Hvis ikke skal det undgås.
Vred – du er drevet af et indædt had.
Løfte – du har aflagt et løfte – enten om hævn, genvindelse af status eller andet.
Naturlig leder (Sta 3+) – folk flokkes om dig som myg om flammen.
Elsker – du finder stor styrke i din kærlighed til et andet mennesker – den er
din drivkraft.
Bundet til familien – traditioner og familie er samfundets kerne, og du ved at udfylde din rolle. Hvad du gør er kun en forlængelse af dine forfædres handlinger.

Lore
Skifting (Lore 2+) – du voksede op blandt de underjordiske og kender deres skikke og
måder. Nu bor du blandt almindelige mennesker og er nok usikker på dig selv og din plads.
Halvblodet (Lore 2+) – en af dine forældre var en af de underjordiske eller en af de
Ældste. Du er på ingen måde et almindeligt menneske.
Ikke-menneske (Lore 3+) – du er en direkte efterfølger af de Ældste. Du ligner et menneske men har kontakt med og forståelse for de Ældste.
Mester (Lore 5+) – den klassiske, dygtige og indsigtsfulde troldmand.
Lærling – din mester lærer dig om de underjordiske og de kræfter, du kun er begyndt at forstå.
Naiv (Lore 1 eller 2) – du ved ikke selv, at du bruger undre kræfter – og slet ikke, hvordan det sker.

(Idé) Dødsbevidsthed

Under en cykeltur i det danske, grå efterår og manglende søvn i kroppen og ikke mindst Johnny Cash's fantastiske album A Hundred Highways i ørene fik jeg en idé til et spil. Jeg burde jo bare lade tankerne ligge, for jeg har sandt at sige nok at tage mig til, men nu vil jeg alligevel skrive lidt om idéen, så den ikke forsvinder. Af andre inspirationer end ovennævnte kan listes Hero's Banner, Tilbage til Sortsand og Ressources i Trollbabe:
Spilpersonerne er personer ved livets ende - det kunne være i en fantasy-verden men måske bestemmer man det ved spillets begyndelse (jeg foretrækker selv at forestille mig det i en fantasy-setting, fordi jeg er meget mere til metaforer og analogier end grå hverdagsrealisme). Det er nedslidte folk men med fortidens storhed mejslet ind i ansigtets furer - der er klare spor på den kraft, de har haft og et eller andet sted stadig kan finde frem.
Spillet foregår nu i to spor: fortiden og nutiden. Nutidsplanet omhandler en afsluttende opgave for disse folk - det sidste, de foretager sig, og det, der til sidst vil blive deres død. Fortidsplanet omhandler deres tidligere heltegerninger. Spillerne skiftes til at sætte deres egen scene - men skal veksle mellem de to planer. Pointen er, at nutidsplanet ikke kan løses uden at fortidsplanet er blevet bragt i spil. Spilpersonerne er yderst skisteagtige ved spillets begyndelse og består mest af en række muligheder, som lægges fast i løbet af spillet. Hver fortidsscene lægger flere Egenskaber til Spilpersonen, og de Egenskaber kan spilleren så brænde af for at løse enkeltdelene i nutidsopgaven. Egentlig vil fortidsplanet bestå af en række scener, der minder meget om Initiation i Dogs - hver scene kan vindes eller tabes, men lige meget hvad vil Spilpersonen udvikles (læs: skabes) af scenernes udfald.
I nutidsplanet er der en ressource, som tæller ned (eller op?) - når den når 0 indtræffer døden. Spilleren fortæller en sidste scene, der gerne skulle omkranse hele Spilpersonens historie på en tematisk måde.

Roder lidt...

... med den nye Betaudgave af Blogger, så der er ingen garanti for den æstetiske værdi af Molevitten det næste stykke tid...

Terninger, hænder og James Bond

Man skulle måske ikke tro det, men forholdet mellem disse to billeder kommer (nok) til at få en betydning for systemet i Brians og mit Bond-scenarie...

Lukket...



... og åben...

Shaken, not stirred!

Ups. Skal skrive scenarie til Fastaval sammen med Brian. Det var ikke meningen. Nu håber jeg blot, at Munkholts scenarieforum kommer op at stå, så jeg kan råbe "HJÆLP!"

Hardcover Happiness

Posten er min ven...



Lækker at bladre i...



Første forsøg med dette massive spil over irc med Per, Gustav og Lars Andresen - forhåbentlig i næste uge...

Tak, Postmand Per!

Brev fra Lulu i dag:
Rollespillet om græske helte, Agon og rollespilsjournalen Push - New thinking about roleplaying.



Og så er det svært ikke at være glad.
Agon er desværre ikke helt så flot, som det kunne være. Lay-out og cover er ellers forbilledlige, men papirkvaliteten er simpelthen ikke meget bedre end printer-papir, og det er synd. Dertil kommer, at bogen er lige lidt for tynd - og tilsammen gør de to ting, at Agon ikke er helt så lækkert, som håbet og slet slet ikke har den fede følelse, når man bladrer i det.
Push er til gengæld lækkert og trykt på halvkraftigt (såkaldt bulky) guligt papir. Havde Agon haft samme papir, ville begge problemer være blevet løst. Well.
Anmeldelse af Push på RPGforum så snart jeg kan komme til det - jeg har længe savnet et godt rollespilsmagasin, og Push ser ud til at være lige i skabet. Måske kan den danske rollespilsscene endda finde inspiration dér?

Viking Con 2006

Lørdag og søndag var jeg på Viking Con - for første gang nogensinde!
Der er meget, jeg ikke kan eller vil have en holdning til, fordi jeg jo egentlig ikke i særlig høj grad tog del i selve kongressen. Jeg var med til at arrangere indie-workshop og spil lørdag og søndag, men ellers sad jeg mest og drak kaffe eller spillede brætspil med folk, jeg kendte på forhånd. Og det var virkelig hyggeligt. Jeg aner altså ikke, hvordan scenarierne var eller hvor godt det administrative forløb. Med meget få undtagelser mindede det for mig at se meget om Fastaval, men med et noget mindre fokus på rollespil. Men det er som sagt set ude fra af en outsider.
Workshoppen var som sådan en gentagelse af samme ting på Fastaval, med den store forskel, at det var Frederik og Morten, som begge var deltagere på Fastavals workshop, som arrangerede. Det er jo rart - for det betyder, at workshoppen har et potentiale for langsomt at sprede begejstringen for de fine indie-spil.
På Viking Con-udgaven kom fokus til at være mere teoretisk - dels fordi vi i oplægget havde lidt mere teori med, dels fordi der kom masser af spørgsmål. Spørgsmålene var gode, men vi stoppede dem, da det blev for teoretisk og langhåret. Og så gik vi over til praktisk spil - med fire demoer på samme tid: My life With Master, Dogs in the Vineyard, The Shab-al-Hiri Roach og Mountain Witch (sidstnævnte stod jeg for). Det er min opfattelse, at demoerne var en succes i samme rækkefølge:
MLWM var en klingende succes, hvor spillerne fik prøvet indtil flere scener og i praksis fik spillets dynamik og abjekte uhygge at mærke: "Skal JEG virkelig slå det lille barn ihjel?"
Dogs gik vist også godt. Fokus var på character generation samt initiation conflicts, og selvom alle ikke nåede sidstnævnte, var der åbnet for en forståelse af systemets muligheder.
Roach havde større problemer. Mest, tror jeg, fordi det i sagens natur er SL-løst (eller ikke har en centraliseret SL-rolle), og derfor er det nogle gange svært at finde de skarpe scener.
Friheden viste sig også at være et problem i Mountain Witch-demoen. Noget nær den selvsamme situation som i Fastaval-demoen opstod, hvor en spiller brugte sin "Unholy Lore" for at lære mere om det væsen, han stod overfor (en Tengu). Igen bad jeg ham selv fortælle om, hvad han vidste. Og det faldt ikke i god jord. Min fornemmelse var, at han egentlig syntes, det var "snyd". Samme spiller kunne heller ikke affinde sig med ikke at vide, hvilken historisk virkelighed, vi befandt os i. Konklusionen var dog meget fin: nej, indie-spil (og da slet ikke Story Now) er IKKE sagen for alle. Frihed kan være et tiltrækningspunkt - men kan altså også være et frastødsditto.
Dertil kommer, at Mountain Witch ikke viser sit potentiale på 1 times gennemgang af reglerne, men har brug for en eller to aftener for at udfolde sig (pga de skitseagtige spilpersoner, der først får kød på sig som spillet skrider frem (og derfor virker bedst, når spillerne har investeret i fortællingen og har vist sig at blomstre under frihed)). En anden gang vil jeg vælge et andet spil at demonstrere - også for selv at få lidt afveksling. Men der var en værdi i at have fire forskellige spil.
Søndag skulle folk så prøve "et helt spil" - vi bød på Dogs, MLWM, Roach og In a Wicked Age. Ud over Roach gik det vist fortrinligt i samtlige spil. Jeg kom endelig til at prøve Dogs som spiller (pga mandefald oprettede vi kun fire hold i stedet for de planlagte seks). Og for satan da - det spil sparker så meget røv! Der var masser af virkeligt ubehagelige valg, og jeg er stadig ikke sikker på, at den lille by Whitevein havde det bedre, da vi forlod den. Men det var rart at mærke, at man blev følelsesmæssigt og moralsk involveret som spiller og det smagte i dén grad af mere.

(ugens tråd) Vincent om Conflict Resolution

Ugen er end ikke gået endnu, men der er ingen tvivl om, hvad der har været mest interessant at læse om indie-rollespil i løbet af de sidste par dage - på sin på alle måder fantastiske blog Anyway diskuterer Vincent, hvordan conflict resolution kan være med til at afgøre, hvilken slags historie, man fortæller med sin spilperson i et narrativistisk rollespil. Tanken er i al sin dejlige enkelthed, at det nemlig ikke er noget, man ved på forhånd, men derimod noget som opstår gennem spillet via spillerens valg og spilmekanikkens afgørelser.
Læs det her - inkl. kommentarer og Vincents videre forklaringer.

(ugens tråd) Ron forklarer kreativ agenda

Det er en efterhånden lidt ældre tråd i denne uge, men det ændrer bestemt ikke ved dens kvalitet.
I denne tråd på The Forge viser Ron Edwards sig fra sin skarpe men meget sympatiske side - skridt for skridt viser han, at en spilgruppes kreative agenda er narrativistisk.
Det er godt at blive klog af - jeg forstod vist først rigtigt Emergent Theme efter at have fulgt med i tråden.
Det aktuelle er så, at Ron og Levi fortsætter i denne tråd - denne gang handler det mere om Levis hjemmegjorte system.

Fantasy til du brækker dig!

Af en eller anden grund, er der ganske enkelt for mange fantasy-spil, som jeg har lyst til at prøve - eller at fortætte med at spille. Hvorfor er det for mange? Fordi jeg ganske enkelt ikke får tid til at spille hvert spil nok til at jeg lærer reglerne at kende indefra.

Listen:

Burning Wheel - har nok de bedste odds for, at jeg får spillet det nok til at forstå det og kunne bruge det temmelig omfangsrige system kreativt (er altid en fordel, når andre er SL...).

The Shadow of Yesterday - gruppen imploderede, før vi kom i gang. Men, altså - det spil ser ud til at sparke så meget røv!

Hero's Banner - er heldigvis pertfekt egnet til min IAWA-gruppe - og hvis det falder igennem er det et spil, der ikke kræver en stor gruppe, for at synge.

Sorcerer and Sword - ved genlæsning af bogen er jeg blevet meget begejstret. Spilstilen tiltaler mig en del - total røvsparkende fantasyhelte, der ikke undskylder, men fortsætter ufortrødent. Jeg har netop læst tegneserieudgaven af Farfhd and the Gray Mouser, som er en del af spillets kildemateriale, og det virker vildt underholdende og oplagt til interessant rollespil. Problemet med Sorcerer er, at udover vores dansker i eksil, Per von Kilt, er der ikke mange, der har givet spillet særlig meget love her i vores lille land.

In a Wicked Age - det skal prøves igen! Det gode er, at det ingen forberedelse kræver, det mindre gode (in the parlance of our times) at jeg mangler de sidste gram af regelforståelsen!

Trollbabe - systemet sparker røv, men de færreste spillere tænder på spillets colour. Jeg er til gengæld ret overbevist om, at det ville køre rigtig fint med en enkelt spiller, så det burde jo være muligt...

(ugens tråd) Scene Framing 101

Ny feature på Molevitten!
Ansporet af den gode snak om Forge-teori på Dark Places og ikke mindst Johs' opfølgning vil jeg fra nu af en gang om ugen forsøge at poste et link til en interessant tråd om indie-spil fra enten The Forge eller Story Games.
Håbet er, at det vil kunne lette arbejdet med at komme ind i de to fora (som jeg selv brugte lang tid på) og at vi måske kan få en venlig dansk debat om emnerne.
Jeg begynder med et letvægteremne, som alligevel er væsentligt og nogle gange ikke så enkelt, som det måske tager sig ud: scene framing - altså, at skære en scene på en dramatisk og effektiv måde.
På Story Games har John Harper lavet en interessant tråd om emnet - læs den hér.
Hvad er så væsentligt ved scene framing?
I spil som PTA, IAWA og MLWM er det ganske enkelt med til at skabe den dramatiske spænding og opbygning. Men det kan være svært at skære helt ind til benet og finde det rette sted at starte - og stoppe, for den sags skyld. I disse spil er det et af SLs primære værktøjer til at skabe lidt styring i spillet - i spil som Trollbabe og Hero's Banner er det endog DET primære værktøj.
Specielt lækker er Johns egen framing, som følger længere nede i tråden - det er fedt, hvordan han på den måde skaber ekstra intensitet og på filmisk manér øger interessen.

Mit liv med Krauss

Oh my God!
Vi spillede My life with Master i går, og det sparkede så meget røv! Det var sjovt, medrivende og ondt!

Vi lærte to ting:
1. det er et virkelig godt spilsystem - fokuseret og simpelt men med mange små finesser, som gør en stor forskel. Julie fortalte to uhyggelige "The horror revealed" for eksempel, som gav et skud til den samlede stemning af den ondskab, som langsomt men sikkert havde gennemtrængt landsbyen.
2. som gruppe er vi ved at være virkelig dygtige til denne slags rollespil - vi skaber gode, interessante scener, vi støtter hinanden med gode indfald og - ikke mindst - hujende tilråb, når det er rigtig godt og der er en generel følelse af, at vi interesserer os for hinanden. Det lover godt for fremtiden!

Historien kort:
Vores mester var alkymisten Herr Krauss, som stræbte efter evigt liv og til den ende var midt i at konstruere en maskine, der kunne suge mentale energier ud af levende mennesker og overføre den til Krauss. Morten spillede ham ondt og hårdt - "Mester er ikke sur, mester er skuffet" - og vi fik den ene uhyggelige kommando efter den anden.

Mikkels spilperson var Knokkel - et skelet, der var vakt til live igen og som tiltog sig sin gamle, menneskelige skikkelse i månelys. Knokkel ønskede mest af alt at hjælpe sin mor og søster, som stadig boede i landsbyen, og der var dejlige scener, hvor han for eksempel overvejede at træde frem for dem i månelys men lod være og i stedet stillede en pose med kartofler og roer samt et brev, der fotalte dem om hans eksistens.

Julie spillede Skravl, en udød videnskabskvinde, der mistede hukommelsen, når hun ikke regelmæssigt fik blod. Skravl forsøgte at stjæle kirkesølv og have en stor, mindeværdig scene i kirken, hvor hun på det groveste ydmygede præsten (som var en af hendes Connections).

Selv spillede jeg Krang - en stor, umælende golem med et hjerte af guld (well, mere præcist: en krukke med alkymistiske urter i stedet for et hjerte). Krang var ufattelig stærk og lod sin frustration få fysisk udtryk, når det blev for meget. Blandt andet væltede han en hel sigøjnerlejr i stedet for at bortføre en lille sigøjnerpige. Krangs sidste scene denne aften endte med, at han blev fanget i en bjørnefælde - et direkte resultat af spillets mekanik.

Det var stort - ganske enkelt noget af det bedste rollespil, jeg har prøvet nogensinde.

Status over spil (post nummer 100!)

Denne post er primært et forsøg på at give mig selv et overblik over mine spil - men du må meget gerne også læse det som en invitation! Er der nogle af disse spil, du har lyst til at være med til at prøve, så skriv en kommentar!

På lidt over et år har jeg erhvervet mig følgende spil - nogle af dem har jeg endda prøvet og formet mig en mening om:

Spillet:

Prime Time Adventures: har spillet to serier via IRC, hvoraf primært første (Den Yderste Kyst) var rigtig god og overordnet set meget vellykket. Det er et godt værktøj til improviseret historiefortælling med plads til indlevelse, men efter to serier har jeg mere lyst til at spille noget, som er mere crunchy - har mere detaljerede konfliktregler primært.

The Mountain Witch: det var en hård opstigning ad bjerget, men fra mit perspektiv det hele værd. Der er et stort uudnyttet potentiale og jeg vil meget gerne prøve det igen. Men jeg har også brug for lidt tid, inden jeg spilleder det igen: skal samle inspiration til Bangs og - ikke mindst - erfaring med Story Now. Det er mit håb, at IAWA-gruppen om noget tid vil være det rette forum at køre det i igen.

InSpectres: var meget tidligt i min forståelse af Forge-spil, og ud over nogle problemer, vi stødte ind i i selve systemet, så mener jeg ikke, jeg kørte det tilfredsstillende. Helt basalt kørte konflikter på task resolution-plan, og det var ikke givende for den improviserede natur. Har stadig en drøm om at bruge det til at spille hellboy.

In a Wicked Age: seriøst hard core Story Now, som dog egentlig er ret let at gå til - der kommer let og hurtigt interessante historier ud af det. Manglen på forberedelse betyder dog også (i lighed med andre, beslægtede spil), at man kan savne retning og styring fra tid til anden. Men jeg er imponeret over, hvor meget man kan få ud af et så simpelt udgangspunkt. Skal prøves snart igen.

Sorcerer: det store dyr, som jeg længe har været fascineret af men også irriteret på. Mange har udråbt det til en genialitet, men længe havde jeg svært ved at se dét - og så har det store formidlingsproblemer. The jury is still out! Vores to sessions har været rigtig gode, men jeg har stadig lidt svært ved at se, at systemet er genialt. Dertil kommer, at dæmonerne lidt er et turn off point for mig sådan på colour-planet. Til gengæld vil jeg meget gerne prøve - irl - Sword and Sorcerer, hvor dæmoner bare passer bedre ind i min lille hjerne.

Burning Wheel: you want crunch? We've got it in spades! Det er en hvid hval af et spil, som først vil leve op til sit potentiale efter mange spil, tror jeg. Men der er allerede mange lovende takter i det og jeg nyder udsigten til et langt forløb, hvor vi kan tillade os at være tålmodige og tage det et skridt ad gangen.

The Shab-al-hiri Roach: dødsfald under football-kamp, kroket hand-to-hand og mystiske kommandoer fra kakerlakken - what's not to like? Det var et højdepunkt på Fastaval, sjovt og medrivende og udfordrende i sin karakter. Vil jeg ikke spille med hvem-som-helst, men med den rette gruppe er det sjovt.



Ikke spillet:

Dogs in the Vineyard - det er, for mig at se, den store udeladelsessynd for mig, men jeg har været lidt nervøs for selv at være SL - og har endnu ikke kunnet overbevise andre til at køre det.

The Shadow of Yesterday: selvom jeg ikke har prøvet det, har jeg en sjov fornemmelse i maven af, at det er mit spil; der er et eller andet over dets balance mellem forberedelse og improvisation, fortællespil og indlevelse, som taler til mig. For ikke at nævne Keys og de to konfliktniveauer. Glæder jeg mig usigeligt til at prøve!

My life with Master: endnu en uprøvet klassiker, som jeg ser frem til. Og der er heldigvis håb forude! I morgen aften skal IAWA-gruppen spille det - med Morten som SL. Og så skriver jeg straks mere om det her på bloggen.

Under the Bed: virker tiltalende på mig og er nok også et spil, jeg ville kunne spille med "ikkerollespillere".

Polaris: manner, det havde jeg det længe svært med. Har ikke læst bogen færdig, fordi jeg irriteredes over Bens skrivestil. Dertil kommer, at jeg længe heller ikke var så overbevist om spillets romantisk-melankolske-Weltschmertz-tone, men nu er jeg ved at ændre holdning lige så stille. Er i hvert fald frisk på at afprøve det!

Bacchanal: efter en hurtig indskydelse læste jeg det og fandt ud af, at jeg for det første gerne vil spille det og at jeg for det andet ikke kunne finde en egnet gruppe. Så slog det mig, at det ville være oplagt at spille det med min kæreste. Så det er jeg langsomt ved at overtale hende til. Har endog købt Bacchanal-terninger, fordi de er så lækre.

Heroquest: huh? Superhelte-fantasy på den grimme forside? Umulig tekst at komme i gang med? Det er muligvis en klassiker og alt muligt, men det kommer vist til at stå ulæst og uspillet på min hylde til evig tid. Undskyld.

Hero's Banner: det nyeste skud på stammen - fantasy med et urimeligt skarpt fokus. Virker gennemarbejdet og meget overbevisende. Det skal spilles snart!

Trollbabe: læs evt. min forrige post om dette spil. Skal spilles, koste hvad det vil!

Lacuna part one (second attempt): har ikke læst bogen færdig, for teksten er tåget og uklar (med vilje) og jeg har svært ved at se det for mig.


Udenfor kategori:

Otherkind: har spillet det to gange med min kæreste, men jeg havde ikke nok forståelse for forberedelse til spillet og havde nok i virkeligheden ikke forstået conflict resolution godt nok. Samler støv.

Trollbabe: narrativismens vaniljeis

Per bad mig for et stykke tid siden skrive lidt om Trollbabe, som jeg har købt og læst for nyligt. Jeg tror, han spurgte til det, fordi han som de fleste andre jeg kender - inklusive mig selv - var lidt, skal vi sige, forundret over spillets colour: man spiller store kvindelige menneske-trold-hybrider med tendens til stort 80'er-hår og stærke lår.

Umiddelbart ikke et spil, jeg ville have overvejet at spille, endsige købe. Men jeg blev lokket i fordærv, og gud ske lov for det! For Trollbabe er, som forfatteren Ron Edwards selv beskriver det i sine designernoter, "vanilla narrativism". Eller, sagt med andre ord: Trollbabe er et fint regelsæt til at udforske den spilagenda, Forge-teorien har kaldt narrativism, uden de store dikkedarer og uden alle de faldgruber, Rons andet spil, Sorcerer, lider under.

Hvad er det så, der er så fedt ved Trollbabe?

For det første er det en temmelig klar spiltekst. Sammenligner man med Sorcerer, får man svært ved at tro, at det er samme forfatter. Sorcerer er forfattet, mens Ron E. stadig kæmpede med at strukturere sine tanker og idéer om narratvism, og det er vel også derfor, han har haft brug for fire Sorcerer-bøger samt et utal af tråde på Forge til at forklare spillet. Trollbabe er skrevet på den anden side af alt det - og det er en forfatter med et meget større overskud, man støder på.

Dette udmønter sig ikke mindst i, hvad Ron i Trollbabe kalder Story Stakes (ikke at forveksle med stakes i en enkelt konflikt): eventyrets grundlæggende præmis - hvad er på spil. Hver stake har nogle mulige udfald, og eventyret er først ovre, når den grundlæggende præmis er besvaret. Det minder temmelig meget om spørgsmålene: "Hvad sker der, hvis Dogs'ene ikke kommer til byen/Hvad vil X have ud af Dogs'ene/etc" fra Dogs. Faktisk er Story Stakes i Trollbabe den direkte forfader til Town Creation i Dogs - og man kunne argumentere for, at Vincent blot breder Story Stakes ud og formaliserer enkeltelementerne. Story Stakes muliggør så, at man forbereder et eventyr ret hurtigt: man skaber en ladet situation - gerne med et emne, spilleren med stor sandsynlighed vil engarere sig i og introducerer så Trollbaben ind i den. Typisk handler et Trollbabe-eventyr om de problemer, der opstår mellem troldenes og menneskenes verden. En Trollbabe er fanget midt i - og hvor ligger hendes sympati, når det kommer til stykket?

Men Trollbabe kan (meget) mere end det. Der lægges op til en stor grad af spiller-medskaben. Ud fra et kort over Trollbabe-verdenen bestemmer spilleren, hvor Trollbaben er i begyndelsen af eventyret, og hvilken situation hun er i. SL tilsætter dernæst sine Story Stakes med tilhørende NPC'er - og spillet kan gå i gang.

På et hvilket som helst tidspunkt i en scene kan enhver kræve en konflikt. Konfllikter løses ved, at spilleren ruller en terning - SL kommer aldrig til at røre en terning i løbet af et Trollbabe-spil. Hver Trollbabe er udstyret med et tal mellem 1 og 9. Dette tal afgør, hvad spilleren skal rulle i hver af de tre mulige konflikttyper: Fighting, Magic og Social. Alt afhængigt af, hvilken slags konflikt det er skal man rulle under tallet, lig med eller over det. Det er ret elegant og simpelt.

Fejler man i en konflikt, kan man prøve et reroll i stedet. Men et reroll koster. For det første bliver konsekvenserne af at fejle endnu engang meget større. For det andet, og dette er pretty nifty: på karakterarket er der fem bokse med "A carried object", "A found item", "A sudden ally", "A remembered spell" og "A geographic feature". Ved at krydse sådan en boks af, indkasserer man et stks reroll med den mekaniske hage, at man selvsagt skal bringe elementet (fx A found object) i spil. Det lækre ved dette er, så vidt jeg kan læse mig til, at det er lykkedes Ron at koble mekanik og historieudvikling. Elementerne i boksene er tilpas løse til, at man altid vil kunne bringe dem ind i spillet, og de er derfor at betragte som små indexkort med en lille inspirerende sætning i impro-teater. Med andre ord: de er brændstof til spillerens improviserede historie.

Man kan også købe rerolls vha af Relationships. Disse kan også krydses af og veksles til rerolls, men de har derudover også den fine feature, at man kun kan indgå et relationship med en person, der på en eller anden måde har været med i en konflikt.

Der er en række flere fede elementer i spillet: eventyrene skaleres, så spillerne kan bestemme, at man går op i skala til næste eventyr (fra interpersonlige Stakes til Stakes på landsbyplan, fx), en Trollbabe kan ikke smutte fra eventyret, før det er slut (denne regel er jo faktisk en måde at tage fortælling-delen af spillet alvorligt. Hvornår har man sidst læst en god bog, hvor hovedpersonen afviste plottet?); endelig køres konflikter i tre forskellige paces: man kan vælge hvor finkornet, en konflikt skal gennemspilles.

Alt i alt er jeg begejstret for Trollbabe. De gennemførte, overvejende velformidlede regler har sneget en entusiasme for de store Trollbabes ind ad bagdøren og jeg er nu ivrig for at prøve det. Det er også sjovt at se, hvor stor indflydelse det har haft. Jeg kan ikke se, hvordan Dogs skulle være blevet til noget, hvis det ikke havde været for Trollbabe. Også Hero's Banner, som jeg netop er færdig med at læse, har en stor gæld til Trollbabe.

Hvad der gøres og siges rundt om bordet

Ovre på sin blog skriver Thor Olavsrud (superredaktør og medskaber på Burning Wheel og Burning Empires) om processen med at skabe murstensrollespillet Burning Empires. Det er fascinerende læsning, men denne lille passage har væltet rundt i mit hovede et par dage:

One thing that Luke and I and others at the Forge have seen very clearly is that role playing texts in general are pretty poor at teaching players how to use them. Invariably, creators do things when running their games that are essential to making the games function as they should, and yet some of the most important of those things never make it into the text. We do things that are so ingrained that we take it completely for granted that other players, who learned to play in other environments, do them too. Once you release a game, if you interact with your fans, you quickly start to see patterns in the questions they ask. Pretty soon, the conclusion is inescapable: you’re doing something at your table that is not actually in the text. Burning Wheel is no different than other games in that regard.

Det er sande ord. I "gamle" dage søgte jeg altid et godt start-scenarie i en regelbog. Det var der stort set aldrig. Nu om dage søger jeg et skridt dybere: hvordan forløber spillet rundt om bordet? Hvad er moment-til-moment-forløbet? Hvem har ret til at sige hvad? Hvornår ruller man terninger? Hvilke stances er understøttet? Mange Forge-spil er klarere end traditionelle spil (tror du ikke på mig? Det ER de bare. End of story), men der er stadig et godt stykke vej, før den helt klare spiltekst foreligger. Dogs in the Vineyard er en af de tydeligste tekster, Trollbabe er også pænt med mens andre tager så meget for givet, at det kræver, at man følger med på internetdiskussionen. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det er dér, og ikke så meget i udviklingen af nye systemer, at det store slag kommer til at stå det næste års tid. Forstå mig ret: jeg er stadig lige optaget af nyskabende systemer, men der er allerede så mange ting at prøve på dén konto, at jeg kunne spille et nyt spil hver uge og ikke løbe tør på denne side af jul. De klare retningslinier er en formidlingsudfordring og jeg håber meget, at både nye og mere etablerede forfattere vil begynde at spille på dén bane.

Brændende Krigshammer

ADVARSEL: hvis du intet kender til Burning Wheel vil dele af dette indlæg givetvis ikke give nogen mening. Læs mere om systemet i Thomas anmeldelse!

I går aftes mødtes vi for første gang i Thomas' Burning Warhammer-gruppe. "Vi" er Thomas, Jonas Harild, Rune Vendler og undertegnede. Planen er at lave en mellemlang kampagne i Warhammer-verdenen men med Burning Wheel-regler og dertil hørende Forge-tendenser - fokus på spilpersonernes/spillernes interesse frem for et forud defineret plot etc. Burning Wheel er et sted mellem et mere traditionelt rollespil og de typiske Forge-spil, så det er et godt spil til at have noget forberedelse og nogen SL-autoritet blandet med en større frihed; det bliver altså ikke ren improvisation.

Vi brugte aftenen til at snakke om forventninger, høre Thomas' oplæg til kampagnen samt at skabe spilpersoner. I Burning Wheel er sidstnævnte en omsiggribende proces, og vi brugte en del tid på det, så vi nåede ikke særlig meget egentligt spil. I stedet afprøvede vi den mest grundlæggende mekanik i systemet: versus test, og vi fik derved en forsmag for, hvad det kan og den frihed, der stadig ligger i fortolkningen af udfaldet. Jeg tror, at vi i løbet af de første par spilgange fastlægger en standard for, hvor meget man kan med et enkelt rul samt hvor fortælleretten i sidste ende ligger - Burning Wheel synes at lægge op til en mere traditionel SL-rolle i den henseende, men det er oplagt at lægge noget indflydelse ud til spillerne. Det må tiden vise.

Nå, men jeg lavede min spilperson - mangler at file et par hjørner og sådan og det er også tanken, at vi kan finjustere vores sp'er efter den første spilgang.

Må jeg præsentere:

Gerolf Kaltenbach, Sigmars brændende ildsjæl af en sværdsvingende konvertit med både kriminelle og andre skeletter i skabet.

Lifepaths: villageborn - sailor - criminal - pilgrim - temple acolyte.

Beliefs: 1. Jeg tjener Sigmar med mit sværd. 2. Jeg finder ingen hvile, før jeg har gjort op med min fortid.

Jeg mangler altså en tredje Belief - jeg vil gerne have den til at være noget mere konkret og hængt op på situationen i spillets begyndelse, så den venter jeg lidt med.

Instincts: 1. Altid undersøge den lokale kriminelle underverden. 2. Altid fortælle en fantasisk historie om mig selv, når jeg drikker med en fremmed. 3. Altid være Inconspicuous i folkemængder.

Traits: Tall-tale teller (fantasihistorier om min fortid), Cynical, Sailor's Oath (noget med altid at drikke, til der ikke er mere), Sworn to the order, Alert, Faithful, Sixth Sense.

Relationships: Bandeleder (minor, hateful).

Jeg ved egentlig ikke så meget mere om Gerolf! Jeg foretrækker at lade mange af elementerne i hans fortid og hans personlighed dukke op i løbet af spillet. Lifepath-forløbet i sig selv giver jo nogle interesssante hints i retningen af, hvad han er for en gut, og hans Relationship med en Bandeleder siger også noget om, at der i hvert fald er én fra hans kriminelle løbebane, som han er raget uklar med. At han er et Relationship betyder så også, at jeg har givet Thomas et tegn om, at jeg gerne vil have ham til at spille en rolle (omend mindre - derfor Minor) i spillet. Nice

Der er allerede mange lækre detaljer i spillet - som antydet får man rigtig meget serveret, når man skaber sin spilperson.

Hæ, og så gik det lige op for mig, at jeg ved at vælge en sp med en dunkel hemmelighed i fortiden har taget tråden op fra vores FBI-kampagne, hvor min sp, Hulme, havde en fortid, der ikke rigtig kom i spil. Forhåbentlig vil systemet hér giver mig - og os - mulighed for at tage hævn.

Godt gået, Thomas og i andre. Det bliver sjovt at komme i gang.

Et spil om dig

Ovre på den svenske blog a game of you sker der spændende ting og sager. Bloggen er dedikeret til diskussion af Story Now.
Godt gået, Anders og Jonas!

Jeg spiller rollespil (i den mørke skov)

Ikke andet end hvad overskriften siger: jeg får rent faktisk spillet OK meget rollespil for tiden: In a Wicked Age, som har vist sig at være en stor succes (skriver måske senere noget om, hvordan dette yderst narrativistiske system har været at spille med folk, som ikke har spillet den slags så meget før), Sorcerer online (gætter på at næste session bliver noget federe - vi har rodet lidt rundt i nogle af tingene, men en efterfølgende evaluering har rykket) og vi skal snart lave spilpersoner til Munkholts Burning Warhammer.
Rollespil er fedt!
PS: hvad SKAL man dog kalde Story Now på dansk? Det er ret tydeligt, at IAWA-spillet minder mindre og mindre om rollespil og mere om - ja, Story Now.

(IAWA) Nicola besat

Igår mødtes vi (Morten, Mikkel, Julie og jeg) til anden session af In a Wicked Age. Vi begyndte med at snakke lidt om, hvad der kunne forbedres - primært snakkede vi om at gøre konflikterne skarpere og voldsommere (en klassiker). Og derefter kastede vi os ud i næste kapitel, som foregik et par generationer før første kapitel. Nicolaiev, som var en af forfædrenes ånder i første kapitel, var herre over en mindre by. En frygtelig oversvømmelse havde for nyligt hærget byen og bragt pesten med sig. For at hindre smitten i at brede sig havde Nicolaiev besluttet, at de smittede skulle interneres i den lokale kro - afsondret fra alle andre. Det reddede resten af byens befolkning, og egentlig var Nicolaiev nok en helt - men de, der døde indespærret i kroen havde andre tanker :-) Pestofrene vendte nemlig tilbage som uhyggelige ånder, der søgte at hævne sig ved at få de levende med over i de dødes rige. En af ånderne, Mikkels spilperson, havde ved spillets begyndelse besat Nicolaievs niårige datter, Nicola (spillet af Julie). Morten spillede flokken af pestofre og jeg havde kun én NPC: Nicolaiev.
I løbet af en fem scener blev situationen hurtigt tilspidset - Mikkels ånd var sulten på livet og forsøgte at få Nicola til at spise og feste. Nicolas udseende skiftede karakter og faderen anede snart uråd; først forsøgte Nicolaiev at komme af med ånderne ved at brænde pestofrenes lig, men nu var ånderne blot på farten. Klimaks involverede både den besættende ånd (kan ikke huske navnet - og har glemt papirerne derhjemme!) og peståndernes forsøg på at tage bolig i Nicola (Mikkels ånd var tidligere blevet jaget ud af pigen). Mikkels ånd blev smadret af pestånderne og det endte med, at pestånderne forsvandt - men efterlod sig et kim af ondskab, råd og dårlig karma i Nicolas mors ufødte foster: hermed blev det klart, at slægten Laponelles problemer begyndte hér.
Det var en god aften - vi lo, rullede terninger og frembragte en god historie. Jeg er stadig noget usikker på nogle af reglerne, og det irriterer mig. Nu ER det også et spiltestdokument, jeg har læst, men alligevel. Jeg har stadig en underlig følelse af at falde, lige inden vi går i gang: fornemmelsen af INTET at have forberedt giver mig altid en følelse af, at det hele hænger på mig, og at det vil falde sammmen lige om lidt.
Vi kom hurtigere frem til konflikterne - og alle scener var tænkt med en konflikt. Et par af scenerne begyndte ligefrem med en konflikt. Til gengæld tror jeg, spillet ville blive noget bedre med kortere kapitler - vi kunne nok godt have skåret en scene væk og jeg kunne sagtens se et fedt spil, hvor man er mindre in character, end vi var - og dermed kunne vi måske nå to kapitler på en aften. Man skal i hvert fald ikke være bange for, at kapitlets grundlæggende situation løses efter tre-fire scener.
Samtlige konflikter handlede om at overtale, eksorcere eller besætte - det var altså alle en art sociale konflikter, og dér føler jeg også, systemet er lidt vagt formuleret. Jeg gad godt vide, hvordan forfatten selv har tænkt sig at køre den slags.
Temaet var mere diffust denne gang - men man kan vel sige, at hele kapitlet handlede om liv og død. Også dette var noget, som opstod i løbet af spillet.
Næste gang skal Morten spillede.

UPDATE: Jeg har postet på Forge om nogle af mine spørgsmål - og Vincent har svaret. Et af svarene var ret overraskende og vil ændre vores spil en del: man ruller ikke, når sp'erne bare taler ("Just Talking" i Dogs) - men først, når der eskaleres. Det vil med andre ord sige, at hvis man skal opnå andet end "bare rollespil" (altså - in character snak) skal man eskalere.

Hero's Banner - hvad vælger du?

Et af de nye indie-spil, som har fået meget opmærksomhed på årets Gen Con er Hero's Banner, som ser endog MEGET lovende ud. Lidt i tråd med tankerne om spilpersonens livslængde og pension fokuserer hver session af Hero's Banner på én spilperson per spiller - og denne spilpersons liv spilles så færdigt i løbet af denne aftens spil. For hver person opstilles der et valg med tre mulige udfald - og det er så ud fra det valg, at spilleren fortæller spilpersonens historie til ende.

Første session af Sorcerer over IRC

Mandag aften spillede Per, Morten og undertegnede første session af Sorcerer over IRC. Læs mere hér.

Agon - græske helte

Har netop bestilt Agon - et kompetitivt rollespil om græske helte og myter. Det er lidt vildt, at bogen først bliver trykt, når jeg bestiller - fagre nye verden.
Agon er et af de rollespil af dette års "Forge-generation" som appellerer stærkest til mig ud fra omtalen.
Så, nu må jeg vægne mig med tålmod...

Spilperson på pension

I In a Wicked Age er der en regel, som lyder nogenlunde sådan:

"Fra og med begyndelsen af tredie kapitel kan du bestemme, at din Spilperson ikke mere er med i spillet."

Man kan med andre ord simpelthen skrive sin spilperson ud af "serien".
Hvorfor er det fedt?
Det er fedt, fordi fokus i narrative spil jo er på at skabe en historien (sammen, nu) - ikke på, at det er den og den person, som dødpine SKAL være med hele tiden. Spilpersonerne er protagonister, når de er med - hvis deres rolle er udspillet skal de ikke være med mere. Skab en anden person i stedet og lad ham/hende træde ind i spotlyset.
Traditionelt kampagne-rollespil havde den ulempe, efter min mening, at spilpersonernes historie sjældent eller aldrig blev forløst. Oftest har jeg oplevet at de mere skæve (læs: interessante) dele af en spilperson fik lov til at være med i små vignetter - men at det straks blev glemt igen, når det "egentlige" plot gik i gang.
I IAWA er det et fælles ansvar, at man forlader personerne, når de er tomme - deres grundlæggende konflikt er udtømt.

Emergent tema

I en meget interessant tråd på The Forge kommer en spiller frem til, at det, hans gruppe har gang i, er narrativism - selvom metoderne, de bruger for at nå dertil på mange måder er divergerende. Tråden er rent guld - lidt tung i det, men det betaler sig at holde ud - der er mange fine pointer at blive klog af.
Tråden fik mig til at tænke på, om vores IAWA-spil den anden aften egentlig kunne betragtes som narrativism - og, i bekræftende fald - hvorfor?
For at komme dertil vil jeg lige skrive lidt om de personer, der blev bragt i spil til torsdagens session:

Boris Laponelle (spiller: Morten) - Huset Lapelles søn. Interesse i situationen: At erobre Stefkas hjerte.
Stefka Daniven (spiller: Mikkel) - Huset Danivens datter. Interesse i situationen: At angribe Huset Laponelle i åben krig - og slutte fejden.
Atras Laponelle (spiller: mig) - Huset Laponelles fader og overhoved. Interesse i situationen: At opretholde husets ære.
Nicolaiev (spiller: Julie) - en af Huset Laponelles forfædre i ondskabsfuld åndeskikkelse. Interesse i situationen: At tage hævn over Daniven og dræbe alle medlemmerne.
Derudover var der to ånder mere, spillet af mig - de blev aldrig bragt i spil og derfor skriver jeg ikke mere om dem hér.

En hurtig læsning af personernes interesser afslører, at vi har en hed konflikt imellem Boris og Stefka i centrum: det er den klassiske historie om krig og kærlighed. Igennem spillet blev det hurtigt klart, at det var dér, vores interesse som spillere lå. Og hvorfor så det? Jo, det var ganske enkelt den konflikt, som alle scener på den ene eller anden måde kom til at handle om. Selv scener, hvor de to personer ikke optrådte, pegede mod konflikten. Et eksempel er en scene, hvor Nicolaiev - nu indespærret i familiens antikke hjelm - forsøger at overtale Atras til at slippe Nicolaiev fri igen - med det udtalte formål at slå Stefkas onkel ihjel og dermed rykke en direkte konfrontation nærmere. Med andre ord: Nicolaiev ønskede, at "krig" skulle vinde i den centrale konflikt.
Dette var ikke noget, vi i detaljer havde aftalt, men noget, der opstod - dels ud fra spilpersonerne, dels i løbet af spillet.
Jeg vil tillade mig at benævne det "emergent tema" - historiens centrale spørgsmål kan sammenfattes således: "Vinder kærligheden til sidst over krigen?" Og kapitlets sidste scene, hvor Stefka efter at have gennemboret Boris forelsker sig i ham, svarer "ja!" Konflikten er forløst, og vi har som historiens medskabende fortællere besvaret det grundlæggende spørgsmål.
Det er det, som Ron E. kalder Story Now: dels er det rollespil med et helt klart fokus på historiefortælling - men det er også vigtigt, at historien skabes her og nu - temaet opstår løbende - "emergens". Med et mindre - men yderst farverigt og inspirerende - forarbejde havde vi materiale nok til at afgøre historiens tema - eller omdrejningsakse om man vil - i løbet af spillet. Spillet afgjorde også tydeligt, at det var Boris og Stefka, der var hovedpersonerne. De andre personer var klare bipersoner.
Bemærk her også, at hverken Julie eller jeg af den grund var sat på sidelinien - vi var (er min påstand) mindst lige så engagerede i den grundlæggende konflikt.
Hermed besvarer jeg også noget af min egen tidligere kritik af narrativism eller Story Now: nej, denne form for rollespil kan ikke nødvendigvis tilfredsstille den samme trang til sammenhæng, overraskelser og mærkelige twists, som fx en film eller en bog kan. Til gengæld opstår historien NU - og det er os, der skaber den.

Så, svaret på mit indledende spørgsmål må være: "Ja, vores spil var narrativism, fordi spillet hele tiden havde et centralt, emergent tema."

To design or not to design?

For et stykke tid siden skrev jeg lidt om min idé om at lave et rollespil, der mest handlede om kamp. John Harper er kommet mig i forvejen - og det på en måde, så jeg intet problem har med at droppe mit eget - for øvrigt næsten glemte - projekt.
Spillet hedder Agon og det handler om græske helte, som kæmper for gudernes gunst. Spillet er næsten kun et kampsystem - og det er kompetitivt. Mao: man kan sagtens droppe de "gode gamle" ord om, at man ikke kan vinde i rollespil!
Agon ser fantastisk flot ud, og det jeg har læst af systemet, virker også virkelig fedt. Højdepunkt: man tager sine offensive terninger i den højre hånd, defensive i venstre. Det er da lækkert! Spillet har en hjemmeside , hvor man også kan downloade et pænt stort sample af indholdet.
Nå, men det leder mig videre til et andet issue: nu har jeg postet om designidéer i et godt stykke tid. Det har primært været tre idéer, der har rumsteret: Mareridt, Detektiv og Kampspillet. Alle tre er faktisk blevet overhalet indenom: Vincent Baker er ved at designe horror-spillet Afraid, som har mange ting til fælles med mine tanker i Mareridt; Agon slår mine tanker om Kampspillet hjem - og jeg erindrer at læse noget om et rollespil fra en af de utallige konkurrencer, som handlede om detektiver. Well.
Men egentlig er det jo overhovedet ikke grunden til, at jeg ikke får lavet mine designs færdige. Det handler nok i virkeligheden om, at jeg ikke er en haj til at gennemtænke nyskabende systemer - min interesse ligger nærmere i at huje, når andre udgiver noget, der er fedt - og så prøve at få spillet så meget som muligt.
Så, i den nærmeste fremtid vil jeg gøre mit ypperste for at undertrykke mine små underlige design-idéer og så måske vende tilbage med en stor idé, når jeg har prøvet mange flere af de gode designs.

Viking Con?

Jeg har aldrig været på Viking Con! De sidste fem år har bogmessen i Frankfurt forhindret min deltagelse, men i år ligger de to arrangementer ikke på samme tid. Så måske?
Men, seriøst - egentlig har jeg ikke den store lyst til at tilbringe flere dage på kongres. Jeg forestiller mig i stedet at tage derud en enkelt dag - og måske gentage indie-successen fra Fastaval? Nu ved jeg godt, at der er forskel på de to kongresser, men mon ikke man kunne samle en 5-10 spillere til at prøve lidt forskelligt?
Er der nogen, der er friske?

(IAWA) Huset Laponelle mod Huset Daniven

Igår spillede vi første session af AG&G - som nu vist officielt har fået den endelige titel In a Wicked Age. Det var en aften med masser af "firsts":

- Det var første session med en ny gruppe: vi var Morten, Mikkel, Julie og undertegnede. Vi spillede første gang til Mountain Witch-demoen på Fastaval og igår var så første mulighed vi havde, for at spille igen. De andre tre kender hinanden (vist meget godt, endda), men alligevel skulle vi lige spore os ind på hinanden. Spilstilen var da heller ikke 100% ren, men vi arbejdede os tættere på hinanden i løbet af aftenen.

- Det var første gang vi spillede In a Wicked Age. Spilteksten er stadig meget lidt forklarende, og mange ting gav først mening i løbet af spillet. Andre elementer er stadig lidt tågede, men jeg har en god fornemmelse af, at det bliver en del klarere efter næste session.

- Det var første gang jeg optog en rollespilssession på min MP3-afspiller. Det var mest ment som en test - på sigt kunne jeg godt tænke mig at undersøge muligheden for at lave podcasts med sådanne, men lige nu skulle jeg se, om mikrofonen var OK og den slags. Derudover er det rart at have optagelsen, når jeg skal melde tilbage til forfatteren (Vincent Baker) med kommentarer.

Spillet var sjovt! Vi fik lavet en fin historie om to adelsfamilier - Laponelle og Daniven - som lå i årelang strid med hinanden. Men striden havde mest været ført i det skjulte, på uærlig vis med giftmord og andet snask, så nu var Stefka - den netop myndige datter af Huset Daniven - godt træt af situationen og ville udløse åben krig de to huse imellem. Sønnen i Huset Laponelle, Boris, var til gengæld forelsket i Stefka! Huset Laponelle havde derudover en stærk forbindelse til deres forfædre - materialiseret i tre ånder, som forsøgte at påvirke Boris på forskellig måde.
Konflikten bølgede frem og tilbage og vi havde besættelser, fester, åndemaning og en afsluttende duel mellem de to - muligvis - elskende.

Usikkerhed med reglerne og spillestilen gjorde, at det var en anelse rough fra tid til anden - men igen: næste session kan kun blive bedre. I hvert fald bar mange af de afsluttende kommentarer tydelig præg af, at alle forstod konflikttanken bedre. Et led i In a Wicked Ages konbfliktsystem er, at man som udfordrer skal komme med så stærkt et udspil som muligt: "Jeg stikker ham i nakken med mit sværd!" snarere end "Jeg trækker mit sværd og går frem imod ham." Det var i praksis lidt svært og jeg var nok lidt for blød som SL. Men - igen - alle forstod vist efter spillet, at det ville blive endnu bedre, hvis konflikterne blev skarpere og mere ekstreme.

Spillerne klappede af mig efter spillet, men det var selvsagt helt misforstået - jeg gjorde intet! Historien kom næsten 100% fra dem.

Nårh ja - de fire tilfældige elementer, som spillet baserede sig på var:

"The private garden of a noble house."

"An altar overflowing with flowers and bowls of honey."

"The awakening of three powerful and malignant genii."

"A helm in antique style sound despite its tarnish."

Japanske spøgelser

Timothy Kleinert, manden bag The Mountain Witch, udgiver snart en samling af japanske spøgelseshistorier - de såkaldte Kwaidan. Joshua Newman har designet cover. Tanken er vist, at man kan bruge historierne som inspiration til The Mountain Witch.
Cool.
Og der kommer snart en fuldstændig uoverskuelig bunke af nye indie-spil: de fleste har premiere på den kommende Gen-con.
Forvent pludselig entusiasme for alt for mange spil her på bloggen.

Sommerferie

Sommerferie, sommerhus, sommerSamsø, sommerlukket i Molevitten.
Nyd det nu!
Vender tilbage sidst i juli og skaber mig som en tosset.

Aflysninger

Damn, det er SVÆRT at komme seriøst i gang med rollespil.

Status:

Sorcerer over IRC - vi er i gang med at skabe SP'er, men vi er lidt langsomme i optrækket.
AG&G: første session aflyst samme dag pga. uheld. Anden session aflyst pga. dårlig kommunikation. Næste forsøg er til fuckin august!
TSoY: første session aflyst pga. høfeber og sygdom. Næste forsøg - hvem ved? Ferien rammer os i dén grad, frygter jeg. Til gengæld vil jeg MEGET gerne spille TSoY i Anders' Skov-verden.
Samurai: første session aflyst pga. høfeber.

Sum: jeg får intet rollespil spillet. Æv!

Pakke fra USA

Har fra sædvanligvis pålidelig kilde fået oplyst, at der ligger en pakke fra Indie Press Revolution og venter på mig derhjemme.
Oh, sweet Jesus. Det er en pakke af rent guf:
Burning Wheel (Revised)
Monster Burner
Lacuna Coil Part 1 (second attempt).
Kan bare ikke vente med at sætte tænderne i dem.
Mere her på kanalen lige om lidt.

Rollespil for to

Min kæreste Ditte vil vildt gerne prøve noget rollespil.
Vi har forsøgt et par gange men det har ikke rigtigt været "the cool stuff" endnu. Første gang var Otherkind, hvor vi kun var os to. Meget pga. min manglende erfaring på daværende tidspunkt gik det ikke bedre end so-so. Har lyst til at genoptage spillet og være klarere i spyttet omkring conflict resolution og fortune in the middle.
Men - jeg ville egentlig bare gerne have nogle anbefalinger og gode råd til rollespil for to. Findes der egnede systemer (ud over Breaking the Ice som ikke virker til at være min kop te - bare fordi man er kærester, behøver man sgu ikke kun gøre sig i kæresteagtige ting)? Har nogle af mine læsere gode eller dårlige erfaringer (please - ingen "det kan ikke lade sig gøre" - vil jeg have den slags råd, poster jeg på RPGforum).
Tillægsspørgsmål: gode brætspil for to?

Stilhed før stormen

Stille på Molevitten - men stilheden er blot en venten.
På torsdag spiller holdet fra Mountain Witch-demoen på Fastaval første session. Vi starter med Vincent Bakers Art, Grace and Guts - og det er lidt spændende al den stund at spiltestdokumentet ikke er udtømmende. Men potentialet virker til at være stort. Det er Story Now i ekstrem grad. Personer skabes ud fra tilfældigt genererede sætninger. Jeg glæder mig og er lidt nervøs.
Så er der Sorcerer - er ved at komme i gang med de indledende øvelser til IRC-spillet Einstürzende Neubauten, som jeg spiller med Per og Morten (sidstnævnte mødte vi til Systemlyst på Fastaval). Jeg har taget de første par spadestik til min sp - en punkkunstner med en dæmontatovering. Blev en del mere begejstret for spillet ved at lave en sp. Forhåbentligt begynder vi på det egentlige spil lige om lidt.
Så er der TSoY-kampagnen, hvor vi (Anders Skovgaard, Brian Rasmussen, Jonas Harild og your's truly) skal i gang liiiiige om lidt. Første aften bliver regelgennemgang, character generation og snak om kampagnen. Vi skiftes til at være SL og derfor er det ekstra vigtigt at have fælles forventninger.
Endelig er jeg blevet inviteret med i Olle Jonssons Legend of the Five Rings-kapagne, der skal være Tv-serie-agtig i struktur. Spændende at se, om jeg kan få plads til noget conflict res og noget shared narration dér.
Forvent rapporter lige her på siden, så snart spillene kommer i gang.
Pust.

(Far verden) Skæbnetræk

Den anden aften satte jeg mig for at genlæse de spilpersoner, jeg lavede til Far verden, far vel, da det skulle spilles på Orkon (ét hold, med Paul H som spilleder og mig som underlig fyr i hjørnet, der sidder og følger med) - og ud over, at jeg faktisk synes de er vildt gode (selvros er altid en god ting), så slog der et par tanker ned i mig:

Skæbnetræk: jeg har altid syntes at Skæbne er det fedeste i Fusion. Til gengæld har jeg også altid ment, at området var underudviklet til fordel for kampsystemet. Jeg fik et par idéer under læsningen:

Skæbnetræk = Keys. Skæbnetræk er sigtepunkter for spillere og SL: en mekanisk indgang til spilpersonens indre sammenhænge. Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og uddele bonusterninger, når spilleren benytter Skæbnetrækkene? Det vil klart være fedest, hvis man bruger flere rul i spillet, end jeg oprindeligt lagde op til, da jeg skrev scenariet. Men det er ingen forhindring og kan sagtens implementeres.

Skæbneterninger: spillerne skal opfordres til at bruge skæbneterningerne til højre og venstre. Det betyder omvendt, at konflikterne skal være hårde - så der er en tilskyndelse til at bruge dem.

Sociale konflikter: i mange Forge-spil afgøres sociale konflikter mellem SP'erne også vha terningerul. Far verden, far vel er nærmest én lang social konflikt - og det kunne være interessant at køre dette mekanisk. Jeg skal lige gennemtænke, om det vil gøre noget ved spilbalancen, men umiddelbart tror jeg det ikke.

Far verden...

Jeg har tilbudt Orf-con mit "gamle" Fusion-scenarie Far verden, far vel fra scenarieantologien Som landet ligger. Det er stadig et fint scenarie, synes jeg, med en dramatisk kerne og en vild stemning af forfald og "de sidste tider" - og jeg er bare glad for, at flere kommer til at spille noget, jeg trods alt har lagt temmelig mange mandetimer i.
Jeg KUNNE jo i og for sig blot levere en fotokopi af teksten fra bogen samt den gruppe SP'er jeg skabte til scenariet, da det skulle køres på Orkon tilbage i dagen (2003?). Men det ville nu være ærgerligt ikke at udnytte nogle af de ting, jeg har lært af Forge-spil og af at læse en hulens masse scenarier til Fastaval 2003 og 2006. Så jeg har tænkt mig at ændre nogle småting - ellers snarere at tilføje dem:
- Fortune in the middle. Helt enkelt - lave denne centrale del af systemet om, så der bliver tale om FitM. Alle de terninger, man ruller i Fusion gør det velegnet til det - man kan tælle successer og sådan.
- Narration - lægge op til, at spillerne har fortælleret over deres successer. Igen - enkelt, men effektivt til at skabe en fornemmelse af medejerskab over fortællingen.
- Lave en slags Relationship Map til hver SP - inspireret dels af Sorcerer (naturligvis) men også af Alex' Ulfhednar, der bare har den fedeste måde at fremlægge dybe sp'er, som spillerne kan have stor indflydelse på. Helt grundlæggende vil sådan et Relationship Map kunne forankre sp'erne bedre i den centrale konflikt med de centrale personer i plottet.

Kamp i rollespil

Hvorfor er kamp bare sjældent særlig fedt i rollespil? Jeg mener - 9 ud af 10 regelbøger har flere sider kampregler end de har gode, nyttige, brugbare tips til SL (hæ - det er let at hævde - nærmest ingen traditionelle rollespilsbøger har gode, nyttige, brugbare tips til SL). Og man har i tidens løb brugt oceaner af tid på at slåsse i rollespil. Og det har bare sjældent været fedt. Tag fx vores veloverståede spil The Mountain Witch - selvom oplevelsen overvejende var positiv efter min ydmyge mening, så var et par af kampscenerne bare kedelige og udramatiske. Alt det, kamp vel for fanden ikke er i virkeligheden (jeg begynder dog at forstå, hvorfor så mange kvinder synes, action-sekvenser er kedelige i film).
Munkholt har også været inde på dette før og har arbejdet lidt med det i sine overvejelser om The Warriors rollespillet.
Men det provokerer mig altså. Og giver mig lyst til at stikke mine planer om store, narrativistiske, tematiske spil skråt op - og så lave et fedt kamprollespil. Et spil, hvor man skaber episke kampe med fede metaforer og vilde optrin, hvor kamp er et kreativt område - spillets egentlige indhold. Kampen er temaet, metaforen, omdrejningspunktet.
Hmmm - måske er det værd at lave et 1-sides rollespil om?

Støj, skønhed og klarinet på Rust!

I morgen spiller virak på Rust sammen med to andre bands. Der er fri entré og absolut ingen god grund til ikke at tjekke tre gode, danske bands ud.
Vi spiller et kort men godt set fra kl. 23 - og vi får selskab af Kathrine, som spiller på klarinet på to sange - så der er dømt både skønne melodier og hæse hvæs fra hendes træblæser. Tro mig, det lyder lækkert!
I kan læse mere hér .
Håber, at se jer alle sammen!

Bjergheksen er død!

Længe leve Bagmanden. Eller noget.
Vi spillede sidste session af The Mountain Witch i går aftes, og det blev en glorværdig afslutning med masser af delt fortælleret, en duel med dødelig udgang og en falsk bjergheks. Jeg morede mig kosteligt og skal helt sikkert op ad bjerget igen en anden gang (måske som spiller denne gang?).
Vi diskuterede spillet bagefter, og der var en del indsigelser mod systemet. Nogle af dem er jeg enig i, andre ikke.
Som en test af det nye Indie-forum vil jeg oprette en tråd dér, så vi kan diskutere forløbet og systemet.

Scenarie på Fastaval 07?

En meget brugt frase i forbindelse med dommervirksomhed på Fastaval er, at man bliver inspireret til selv at skrive et scenarie. Det er i princippet sandt nok - også for mit vedkommende. Dertil kommer bare for mig, at der er andre ting, der har inspireret mig mindst lige så meget.
Jeg har lyst til at give mig i kast med det.
Men.
Jeg kan mærke, at det skal spille ind i en større sammenhæng - det kunne fx - og meget gerne - være en skrivegruppe a la Dogme98 el. lign. Ikke for at skrive et scenarie sammen med en anden - men for at have en gruppe at blive inspireret af og med, og en gruppe, der kan holde mig til ilden og skubbe på, når der er brug for det.
Lige nu har jeg to strukturelle idéer:
1. skrive ud fra et sæt regler - forstået på den måde, at man i skrivegruppen sammen formulerer nogle krav, som samtlige scenarier skal leve op til. Lige nu tænder jeg mest på idéen om, at sceneriet skal tage udgangspunkt i et bestemt antal illustrationer taget fra en fælles pulje (har bla. en bog med lækre kobberstik og andre tryk fra ca. 1890erne - samt en lille tyk bog med okkulte symboler). Illusrationerne skulle naturligvis indgå i det færdige scenarie. I denne idé er det begrænsningen samt den halvvejs tilfældige udvælgelse af "subject matter", der tænder mig.
2. skrive et eller flere "1-sides scenarier", som skulle køres uden for det officielle program. Igen, gerne i en gruppe så man sammen kunne styrte rundt og køre lidt blitzkrieg-rpg. Her kommer inspirationen jo helt åbentlyst fra Fastaval-magasinets 1-sides scenarier men også fra Per, der til Dag 0 sagde noget i retningen af "sådan et 1-sides scenarie kan snildt være grundlag for en hel aftens spil".

Overordnet set er jeg inspireret af at få scenariekultur og Forgekultur til at mødes. Jeg vil gerne skabe et scenarie, som ikke er et værk i sig selv - og være med til at tage næste skridt i den Fastaval-udvikling, der begyndte med Mørke Steder og som fortsatte i flere af årets scenarier: Tupelo, Burgundia etc.

Kunst, ynde og mod

Vincent "Herrens Hund" Baker er ved at udvikle et fantasy-rollespil med arbejdstitlen Art, Grace and Guts (god forkortelse - Avanceret hvad???). Det sker lige nu. Det sker lige her.
Der er elementer fra flere af hans spil med: Dogs (konflikter foregår ved at byde og overbyde (men dog på en ny og anden måde)), og hans to tidlige fantasy-spil (dels en random generator til at skabe personer, scenarie og handling fra, dels måden, man fordeler characteristics ud på evner). Det ser lovende ud - et spil, der kræver ca 0 forberedelse og som ser ud til at skabe sjove og spændende situationer - og som gør op med spillerens ejerskab over den enkelte person.
Læs mere her og her.

...og hvad så nu?

Fastaval smagte af mere - gode spil, sjove mennesker, god stemning. Men hverdagen har det jo med at vende tilbage, og hvad gør man så for at få lignende oplevelser?

Mini-con: jeg har ævlet om det før, men Fastaval bekræftede mig blot i, at en mini-con er en alletiders idé. Det kræver ikke det store organisatoriske maskineri men blot et sted og nogle folk og nogle spil. Jeg tænker, at en 10-15 folk og to-tre spilperioder i løbet af en hel dag ville være passende. Jeg kan desværre ikke lægge hus til - men måske kan andre?

Orkon: hygge, mulighed for solskin, reruns af gode scenarier - what's not to like? Jeg skal dog lige finde ud af, hvem der ellers kommer. For, lektien fra godt spil er jo: har jeg lyst til at spille DETTE spil med DISSE mennesker? På Fastaval var jeg heldig. Er der andre, der har tænkt sig at dukke op?

Fastaval de-briefing

Fastaval kom og gik og det var en god, intens og hård oplevelse - både før og under selve kongressen.

Som dommer: alle ved det men alligevel: der er MEGET at læse og forholde sig til som dommer. Der er lange møder, hvor man forsøger at opnå enighed og tilfredshed. Der er for sent afleverede scenarier og der er tørre perioder, hvor man bare venter på at komme i gang. Men det er også en unik oplevelse - som en af de eneste har man det fulde overblik over hele kongressens udvalg af scenarier. Man har fingeren på pulsen i forhold til at vurdere, hvad der rører sig af trends. Og - ikke at forglemme - juryen er en slags arbejdsfællesskab, og det var hyggeligt at lære Maya, Sanne, Max, Lars og Morten bedre at kende. Udbudet af scenarier i år var af en temmelig høj kvalitet. Alle snakker om 2003 som et jubelår, men efter min ydmyge mening var 2006 bedre. Feltet var bredt med alt ligefra temmelig old-skool fantasy over små, snævre eksperimenter til de store, brede dramaer. Der var en række trends, som var interessante at følge. Primært var jeg jo glad for, i hvor høj grad systemtænkningen er vendt tilbage - eller i hvor høj grad den er blevet bevidst og eksplicit. Mit gæt er, at vi næste år ser mere gennemførte eksperimenter i den retning, flere forsøg, der virker hele vejen igennem.

Som Spil-leder: manner, jeg havde et godt hold til Tupelo! Der var dømt stort spil hele vejen rundt og udover at forsøge at holde styr på systemet (det lykkedes ikke 100%), kunne jeg bare læne mig tilbage og nyde deres spil. Højdepunkter inkluderer dværgen Moses, som var slesk, egoistisk og lige i øjet. Selvom han skiftede spiller undervejs vedblev han med at være fantastisk. Der var også en fuldstændig overstadig scene, hvor en far fanger den pædofile mand i byen, mens han er ved at forgribe sig på sønnen. Først var der lidt forsøg på at afskrive det som misforståelser, men da sønnen (i Peter CGs spil) begyndte at anklage faderen for det samme var der ikke et øje tørt. Det var hårdt men også en god, god spiloplevelse. Mit gæt er, at spillerne fik en klar fornemmelse af, hvad den slags spil kan. Flere på holdet udtrykte usikkerhed i forhold til spilformen og at de foretrak det mere dramatiske spil - men, de sparkede alle røv og alle lo, så tårerne trillede! Der var ikke EN spiller, der var udenfor så fra mit perspektiv var det noget nær perfekt.

Min anden spil-leder-oplevelse var til System-lyst, hvor jeg kørte demo af The Mountain Witch to gange i træk - med to gengangere! Første demo gik virkelig godt - demoen er struktureret, så man langsomt kommer igennem hovedparten af reglerne, mens man kører et par scener. Spillerne var generelt gode og tog den øgede medindflydelse og løb af sted med den. Specielt ét moment var yderst mindeværdigt: én af spilpersonerne havde en Ability, der hed "Occult Lore". I mødet med et mytologisk væsen spurgte spilleren, om han kunne rulle for den Ability. No problem - vi rullede og spilleren vandt. Han kiggede forventningsfuldt på mig og forventede tydeligvis, at jeg nu skulle fortælle alt om væsenet. Da jeg bad ham fortælle, hvad hans spilperson vidste i stedet gik der i dén grad en prås op for ham - med ét forstod hele bordet, hvor ekstremt frit systemet egentlig er. Et smukt øjeblik. Anden demo var som sagt med to spillere som gengangere - de var åbenbart meget glade for spillet og ville have mere, så vi kørte et par løsrevne scener for at vise andre aspekter af systemet. Det blev til godt og inspireret spil med masser af spiller-involvering og alle tre ville gerne fortsætte. Men jeg var træt og havde et langt dommermøde foran mig, så vi aftalte i stedet, at vi måske kunne spille sammen engang efter Fastaval. Så det var ikke blot en god oplevelse, jeg mødte også spændende mennesker, som jeg godt kunne tænke mig at spille mere med.

Som Spiller: torsdag aften spillede jeg The Shab-al-Hiri Roach med Per, Paul, Gustav og Jes. Paul var iklædt fez og slips og jakke og efter Per kort havde forklaret reglern og vi havde skabt vores professorer gik vi i gang. Og hurtigt blev det fuldstændig overgearet på den fede måde. Der var afstrafning med kroketkølle, hjerteanfald og afgang ved døden i konfrontationen med den tyske professors erigerede lem, skoglatter, touch-downet som ingen så, quarterbacken som blev trådt til døde og selvfølgelig uforståelige summeriske kommandoer, som vi råbte ud i den fyldte café. Sjovt, underholdende og vildt, vildt godt. Spillet rammer the sweet spot mellem bræt- og rollespil og de faste elementer kombineret med en stor medindflydelse er helt perfekt.

Det løse: mødte Per, som imponerede alle med sin energi, mødte Gustav, drak et par øl og en masse kaffe - og kørte for meget i bus og taxa. Fastaval var intens og smagte af mere men jeg skulle desværre væk efter to dage. Jeg vil med igen næste år - men med mere overskud og mindre at lave.

Fastaval - here I come!

Om et par timer eller seks sidder jeg i bussen mod Århus og læser Tupelo - igen.

Er endelig færdig med at læse scenarier i Otto-øjemed og kan nu koncentrere mig om at få spillet lidt. Glæder mig til at se folk, hænge ud, drikke god kaffe og en bajer og møde Per for første gang udenfor indernettet. Ellers ser programmet nogenlunde således ud:

Onsdag: ankomme. Smide min taske hos Jes, hvor jeg skal overnatte (YES! En rigtig seng samt god morgenmad!). Hoppe på en 11'er og tjekke ind på vallen. Rende lidt rundt. Gi knus og hånd og lytte lidt til et par foredrag. Måske få en lille pind i øret. Hjem til Jes og sove i sengen. SENGEN siger jeg :-)

Torsdag: køre Tupelo. Jeg planlægger at være tight og få konflikterne til at være super-dramatiske. Måske nogle indvendige konflikter a la Lone Wolf... Torsdag aften skulle der gerne være tid og lejlighed til lidt Roach - ellers må jeg jo hænge i baren og være nørdet med terninger.

Fredag: Munkens indie-versitet. Jeg har en 15-minutters Mountain Witch-demo med (som jeg liiiige skal genlæse), 30 poker-jetoner og nogle terninger. Aftenen står i dommernes tegn. Hvis der er tid, skal jeg til koncert med Battles omkring midnat.

Lørdag: af sted igen - familielivet kalder. Farvel til Fastaval.

Glæder mig sgu helt!

Og hvorfor så TsoY?

Man kunne med en vis rimelighed afkræve mig et svar på ovenstående spørgsmål (YAY - ser ud til at jeg allerede har nok interesserede til at lave en gruppe - selv, hvis vi rammes af et afbud) - specielt, fordi der er mange meget interessante fantasy-rollespil derude - og fordi man da bare selv lige kunne strikke det rigtige system sammen.

Et par svar:
- TsoY understøtter kampagneformen uden at trække den i langdrag - der er primært to elementer i systemet der gør dette: Keys, som er en slags mål eller passioner for sp'erne. Man får XP og dermed karakterudvikling ved at spille (dreje?) på sine Keys og ved at modarbejde dem kan man sælge dem og dermed også sige noget om sin sp's personlighed, moral, udvikling etc. Elegant, simpelt og lækkert. Derudover er der Character Transcendence, som er spillets indbyggede store farvel til sp'erne, når de HAR peaket :-) Ved et fantastisk resultat i en konflikt indtræder transcendensen, som gør, at sp'en indenfor 24 timer i spillets tid på den ene eller den anden måde forsvinder fra spillets virkelighed - han/hun bliver en man fortæller historier om, en del af myten.

- systemet er grundlæggende simpelt og fylder ikke meget i små konflikter. Først, når spilleren føler, der er nok på spil, træder en mere udviklet mekanik i funktion: Bringing Down the Pain. Det sikrer, at man kan klø på og ikke lade sig distrahere af systemet, før man mener, det er på sin plads.

- verdenen er løst defineret og der lægges op til, at spillerne og SL i samarbejde udvikler den - altså en god blanding af total beskrivelse og total blank overflade. Man kan tweake Keys og dermed finjustere verdenen og spillets fornemmelse. Skal det handle meget om kærlighed? Så indfører man ekstra Keys, der understøtter dette.

Mareridtet fortsætter!

Dette kommer med garanti ikke til at give vildt meget mening :-)

Men, al den snak om folks egne spildesign vækkede Mareridt for mig igen. Med afstand kan jeg se, at jeg har meget mere lyst til at gøre det på en anden måde - mindre altfavnende, mere specifikt - mindre Sorcerer, mere My Life with Master.

Så, for første gang i lang tid åbnede jeg Mareridt-dokumentet i Voodoopad og skrev følgende:


Lav en mindre udgave af spillet - forstået således, at det er med fast verden + fast Mareridt (dog med elementer, der kan skrues op og ned for, farves etc.).

Spillet forløber over et fast antal akter - det kunne være tre eller det kunne være fem.

SP-skabelse inkluderer at man trækker x antal Temakort. Når man spiller disse, skal man inkludere dem i sit spil - det giver ekstra point (enten reward eller til resolution, tænker jeg).

Hvert akt er defineret med nogle bestemte ting - der er nogle faste overskrifter ("Udåden", "Fanget", "Håb" etc.). Man fylder selv indhold i ud fra nogle retningslinier.

Mareridtet vokser i styrke i løbet af spillet (som i Donjon). Derudover får Mareridtet ekstra terninger, når spillerne gør et eller andet foruddefineret. Det kunne fx være at de udløser en terningebonus, det kunne være for at købe et reroll (ret fedt, måske - derved udskyder de jo blot smerten :-) Mareridtet er til et hvilket som helst tidspunkt repræsenteret af en bunke terninger - som kan vokse eller svinde. Mareridtet er ligesom budgettet i pta: et fast antal terninger, der dog kan vokse og som svinder ved brug.


Siden det nok ikke giver vildt mening for dig, kære læser, skal du betragte denne post som en note til forfatteren selv.

Gårsdagens skygge

Nå, kom til at smutte i Fantask og købe The Shadow of Yesterday. Ups. Men det var altså så fristende. Og så vil jeg meget gerne støtte Tommys forsøg. Det er lidt dyrere end at bestille det på nettet (ca. en 20'er dyrere) men til gengæld kan man bladre i bogen først - og jeg slap for 15 dages spændt venten ved postkassen (det er sgu så ydmygende).
Bogen er noget lækrere end jeg havde forestillet mig. Coveret siger mig stadig ikke så meget, men det er en dejligt tyk lille sag (208 sider) trykt på gulligt papir i en OK kvalitet. Illustrationerne er af vekslende kvalitet - fra virkelig god til sådan OK.
Så - efter Fastaval vil jeg gerne i gang med en TSoY-kampagne med vekslende GM.
Hvem er med?

Stille

Har travlt med at læse scenarier til Fastaval. Det er sjovt men også et slid. Der er bare ikke så meget tid til den slags længere og det går ud over al anden aktivitet end de faste: job, familie, musik. Ulæste scenarier ligger i en bunke og er min dårlige samvittighed, der napper mig i hælene. Er træt hele tiden men forsøger at hænge på.
Mangler stadig at spille afslutningen af The Mountain Witch - det SKAL gøres, for jeg savner at runde af og få ting til at kulminere. Jeg vil gerne prøve at genintroducere elementer samt skubbe spillerne til at medforfatte endnu mere. Men det bliver enten på Fastaval eller efter.
Har nu en CD med 13 sange - færdigmixede og klar til at blive sendt ud i den store, uvidende verden. Håber, at vi finder det rette selskab, der er eventyrlystne nok.
Så, Molevitten sover, men er ikke død :-)

Pressefoto

I torsdags stod vi i et par timer i en fucked-up café i totalt mørke og med cykellygter i munden. Agony!
Men resultatet blev da ganske godt... Der mangler stadig at blive arbejdet lidt på det i Photoshop - de-der linier er trælse og skal fjernes, fx.

Optur!

De første mixes ankom her til morgen - den episke rocksang Little Creeps og kærlighedshymnen/duetten The Morrow We Meet.
Uh, det er sgu spændende. Meget lovende. Kenny Jones har virkelig sat sit præg - specielt på førstnævnte, som fremstår temmelig anderledes end hvad jeg havde forventet. Og det er jo det fede - ellers kunne man jo ligeså godt selv gøre det.
Måske følger der flere sange i dag?

Hundehold i praksis

Dette indlæg er ganske enkelte genialt. En-eller-anden fyr har spillet den samme by i Dogs in the Vineyard vildt mange gange og udover at forklare hvorfor, beskriver han de forskellige forviklinger, det har afstedkommet at gentage byen mange gange. Det er et indlæg som dels giver mig vildt lyst til at spille Dogs (come on, guys - er der ikke nogen, der vil sætte en by op?), dels forklarer en hel masse om, hvordan spillet skal spilles.
Good stuff.

Ondt i rollespillet

Forge har reddet min interesse for rollespil!

I lang tid spillede jeg ikke. Aldrig. Zip. Nada.

Tanken om at spille rollespil (SL/spiller) gav mig sådan en tung fornemmelse i både krop og hoved - følte, det var for stor et arbejde samt at det blev så "alvorligt". Rollespil var sådan et rum, jeg gik ind i - først trak jeg vejret dybt og så skred jeg ind. Indhyllet i fiktionens verden, med tyngende konventioner om In Character-spil og en helligholdelse af rollespillets form og indhold. Sådan OPLEVEDE jeg det - ubevidst, følende. Sådan var det ikke nødvendigvis, sådan var andres forventninger til mig ikke nødvendigvis.

Men faktum er, at rollespil blev uoverstigeligt for mig. Ikke sjovt. Så hellere Puerto Rico eller Eufrat og Tigris i stedet: klare mål, en social ramme, jeg kunne forstå - mulighed for snak under spillet.

Måske var jeg ganske enkelt bare ikke forelsket i rollespil længere.

Forge er givetvis ingen revolution. De er i hvert fald ikke ufejlbarlige. Der er ejheller nogen garanti for, at min interesse vil fortsætte.

Men lige nu er jeg begejstret ved tanken om, hvad det næste spil dog skal bringe.

Udmattelse (rpg + musik + Fastaval)

Søndag aften spillede vi jo anden session af The Mountain Witch. Og jeg var fuldstændig udmattet bagefter. Det er krævende at være klar i øjeblikket, snarere end at have alt planlagt på forhånd. Der skal spilles med på idéer, forstres nye og følges med i alt, der sker. Søndag nat sov jeg faktisk vildt dårligt, fordi jeg drømte om Mixed Success og Partial Success etc. No shitting!
Nu begynder det også at snerpe til ift. mixningen af vores album. Hvis alt går vel har Kenny Jones fået materialet i dag på et lille Firewire-drev og så går han i gang med arbejdet onsdag. Senest fredag burde vi modtage de første MP3'er, som vi så skal forholde os til, inden vi selv drager til London onsdag den 1. marts. Så - nu gælder det! Hans arbejde på de tre første sange (som vi lavede i marts sidste år!) var vildt godt og en helt anden lyd, end hvad danske bands normalt har. Men der er jo altid en risiko for, at det går galt...
Og så har jeg endnu ikke modtaget et eneste scenarie fra Fastaval... tsk...tsk... Er der slet ingen, der har afleveret til den første deadline?

Redaktør +1

Nu er det ikke kun noget jeg lever af...
Jeg er blevet redaktør på RPGforum, og min første handling er - tada! - at anmelde The Mountain Witch.
Du kan læse min (lange) tekst hér

Mountain Witch del 2

Klik