torsdag, august 31, 2006

Et spil om dig

Ovre på den svenske blog a game of you sker der spændende ting og sager. Bloggen er dedikeret til diskussion af Story Now.
Godt gået, Anders og Jonas!

mandag, august 21, 2006

Jeg spiller rollespil (i den mørke skov)

Ikke andet end hvad overskriften siger: jeg får rent faktisk spillet OK meget rollespil for tiden: In a Wicked Age, som har vist sig at være en stor succes (skriver måske senere noget om, hvordan dette yderst narrativistiske system har været at spille med folk, som ikke har spillet den slags så meget før), Sorcerer online (gætter på at næste session bliver noget federe - vi har rodet lidt rundt i nogle af tingene, men en efterfølgende evaluering har rykket) og vi skal snart lave spilpersoner til Munkholts Burning Warhammer.
Rollespil er fedt!
PS: hvad SKAL man dog kalde Story Now på dansk? Det er ret tydeligt, at IAWA-spillet minder mindre og mindre om rollespil og mere om - ja, Story Now.

torsdag, august 17, 2006

(IAWA) Nicola besat

Igår mødtes vi (Morten, Mikkel, Julie og jeg) til anden session af In a Wicked Age. Vi begyndte med at snakke lidt om, hvad der kunne forbedres - primært snakkede vi om at gøre konflikterne skarpere og voldsommere (en klassiker). Og derefter kastede vi os ud i næste kapitel, som foregik et par generationer før første kapitel. Nicolaiev, som var en af forfædrenes ånder i første kapitel, var herre over en mindre by. En frygtelig oversvømmelse havde for nyligt hærget byen og bragt pesten med sig. For at hindre smitten i at brede sig havde Nicolaiev besluttet, at de smittede skulle interneres i den lokale kro - afsondret fra alle andre. Det reddede resten af byens befolkning, og egentlig var Nicolaiev nok en helt - men de, der døde indespærret i kroen havde andre tanker :-) Pestofrene vendte nemlig tilbage som uhyggelige ånder, der søgte at hævne sig ved at få de levende med over i de dødes rige. En af ånderne, Mikkels spilperson, havde ved spillets begyndelse besat Nicolaievs niårige datter, Nicola (spillet af Julie). Morten spillede flokken af pestofre og jeg havde kun én NPC: Nicolaiev.
I løbet af en fem scener blev situationen hurtigt tilspidset - Mikkels ånd var sulten på livet og forsøgte at få Nicola til at spise og feste. Nicolas udseende skiftede karakter og faderen anede snart uråd; først forsøgte Nicolaiev at komme af med ånderne ved at brænde pestofrenes lig, men nu var ånderne blot på farten. Klimaks involverede både den besættende ånd (kan ikke huske navnet - og har glemt papirerne derhjemme!) og peståndernes forsøg på at tage bolig i Nicola (Mikkels ånd var tidligere blevet jaget ud af pigen). Mikkels ånd blev smadret af pestånderne og det endte med, at pestånderne forsvandt - men efterlod sig et kim af ondskab, råd og dårlig karma i Nicolas mors ufødte foster: hermed blev det klart, at slægten Laponelles problemer begyndte hér.
Det var en god aften - vi lo, rullede terninger og frembragte en god historie. Jeg er stadig noget usikker på nogle af reglerne, og det irriterer mig. Nu ER det også et spiltestdokument, jeg har læst, men alligevel. Jeg har stadig en underlig følelse af at falde, lige inden vi går i gang: fornemmelsen af INTET at have forberedt giver mig altid en følelse af, at det hele hænger på mig, og at det vil falde sammmen lige om lidt.
Vi kom hurtigere frem til konflikterne - og alle scener var tænkt med en konflikt. Et par af scenerne begyndte ligefrem med en konflikt. Til gengæld tror jeg, spillet ville blive noget bedre med kortere kapitler - vi kunne nok godt have skåret en scene væk og jeg kunne sagtens se et fedt spil, hvor man er mindre in character, end vi var - og dermed kunne vi måske nå to kapitler på en aften. Man skal i hvert fald ikke være bange for, at kapitlets grundlæggende situation løses efter tre-fire scener.
Samtlige konflikter handlede om at overtale, eksorcere eller besætte - det var altså alle en art sociale konflikter, og dér føler jeg også, systemet er lidt vagt formuleret. Jeg gad godt vide, hvordan forfatten selv har tænkt sig at køre den slags.
Temaet var mere diffust denne gang - men man kan vel sige, at hele kapitlet handlede om liv og død. Også dette var noget, som opstod i løbet af spillet.
Næste gang skal Morten spillede.

UPDATE: Jeg har postet på Forge om nogle af mine spørgsmål - og Vincent har svaret. Et af svarene var ret overraskende og vil ændre vores spil en del: man ruller ikke, når sp'erne bare taler ("Just Talking" i Dogs) - men først, når der eskaleres. Det vil med andre ord sige, at hvis man skal opnå andet end "bare rollespil" (altså - in character snak) skal man eskalere.

onsdag, august 16, 2006

Hero's Banner - hvad vælger du?

Et af de nye indie-spil, som har fået meget opmærksomhed på årets Gen Con er Hero's Banner, som ser endog MEGET lovende ud. Lidt i tråd med tankerne om spilpersonens livslængde og pension fokuserer hver session af Hero's Banner på én spilperson per spiller - og denne spilpersons liv spilles så færdigt i løbet af denne aftens spil. For hver person opstilles der et valg med tre mulige udfald - og det er så ud fra det valg, at spilleren fortæller spilpersonens historie til ende.

Første session af Sorcerer over IRC

Mandag aften spillede Per, Morten og undertegnede første session af Sorcerer over IRC. Læs mere hér.

tirsdag, august 15, 2006

Agon - græske helte

Har netop bestilt Agon - et kompetitivt rollespil om græske helte og myter. Det er lidt vildt, at bogen først bliver trykt, når jeg bestiller - fagre nye verden.
Agon er et af de rollespil af dette års "Forge-generation" som appellerer stærkest til mig ud fra omtalen.
Så, nu må jeg vægne mig med tålmod...

mandag, august 14, 2006

Spilperson på pension

I In a Wicked Age er der en regel, som lyder nogenlunde sådan:

"Fra og med begyndelsen af tredie kapitel kan du bestemme, at din Spilperson ikke mere er med i spillet."

Man kan med andre ord simpelthen skrive sin spilperson ud af "serien".
Hvorfor er det fedt?
Det er fedt, fordi fokus i narrative spil jo er på at skabe en historien (sammen, nu) - ikke på, at det er den og den person, som dødpine SKAL være med hele tiden. Spilpersonerne er protagonister, når de er med - hvis deres rolle er udspillet skal de ikke være med mere. Skab en anden person i stedet og lad ham/hende træde ind i spotlyset.
Traditionelt kampagne-rollespil havde den ulempe, efter min mening, at spilpersonernes historie sjældent eller aldrig blev forløst. Oftest har jeg oplevet at de mere skæve (læs: interessante) dele af en spilperson fik lov til at være med i små vignetter - men at det straks blev glemt igen, når det "egentlige" plot gik i gang.
I IAWA er det et fælles ansvar, at man forlader personerne, når de er tomme - deres grundlæggende konflikt er udtømt.

mandag, august 07, 2006

Emergent tema

I en meget interessant tråd på The Forge kommer en spiller frem til, at det, hans gruppe har gang i, er narrativism - selvom metoderne, de bruger for at nå dertil på mange måder er divergerende. Tråden er rent guld - lidt tung i det, men det betaler sig at holde ud - der er mange fine pointer at blive klog af.
Tråden fik mig til at tænke på, om vores IAWA-spil den anden aften egentlig kunne betragtes som narrativism - og, i bekræftende fald - hvorfor?
For at komme dertil vil jeg lige skrive lidt om de personer, der blev bragt i spil til torsdagens session:

Boris Laponelle (spiller: Morten) - Huset Lapelles søn. Interesse i situationen: At erobre Stefkas hjerte.
Stefka Daniven (spiller: Mikkel) - Huset Danivens datter. Interesse i situationen: At angribe Huset Laponelle i åben krig - og slutte fejden.
Atras Laponelle (spiller: mig) - Huset Laponelles fader og overhoved. Interesse i situationen: At opretholde husets ære.
Nicolaiev (spiller: Julie) - en af Huset Laponelles forfædre i ondskabsfuld åndeskikkelse. Interesse i situationen: At tage hævn over Daniven og dræbe alle medlemmerne.
Derudover var der to ånder mere, spillet af mig - de blev aldrig bragt i spil og derfor skriver jeg ikke mere om dem hér.

En hurtig læsning af personernes interesser afslører, at vi har en hed konflikt imellem Boris og Stefka i centrum: det er den klassiske historie om krig og kærlighed. Igennem spillet blev det hurtigt klart, at det var dér, vores interesse som spillere lå. Og hvorfor så det? Jo, det var ganske enkelt den konflikt, som alle scener på den ene eller anden måde kom til at handle om. Selv scener, hvor de to personer ikke optrådte, pegede mod konflikten. Et eksempel er en scene, hvor Nicolaiev - nu indespærret i familiens antikke hjelm - forsøger at overtale Atras til at slippe Nicolaiev fri igen - med det udtalte formål at slå Stefkas onkel ihjel og dermed rykke en direkte konfrontation nærmere. Med andre ord: Nicolaiev ønskede, at "krig" skulle vinde i den centrale konflikt.
Dette var ikke noget, vi i detaljer havde aftalt, men noget, der opstod - dels ud fra spilpersonerne, dels i løbet af spillet.
Jeg vil tillade mig at benævne det "emergent tema" - historiens centrale spørgsmål kan sammenfattes således: "Vinder kærligheden til sidst over krigen?" Og kapitlets sidste scene, hvor Stefka efter at have gennemboret Boris forelsker sig i ham, svarer "ja!" Konflikten er forløst, og vi har som historiens medskabende fortællere besvaret det grundlæggende spørgsmål.
Det er det, som Ron E. kalder Story Now: dels er det rollespil med et helt klart fokus på historiefortælling - men det er også vigtigt, at historien skabes her og nu - temaet opstår løbende - "emergens". Med et mindre - men yderst farverigt og inspirerende - forarbejde havde vi materiale nok til at afgøre historiens tema - eller omdrejningsakse om man vil - i løbet af spillet. Spillet afgjorde også tydeligt, at det var Boris og Stefka, der var hovedpersonerne. De andre personer var klare bipersoner.
Bemærk her også, at hverken Julie eller jeg af den grund var sat på sidelinien - vi var (er min påstand) mindst lige så engagerede i den grundlæggende konflikt.
Hermed besvarer jeg også noget af min egen tidligere kritik af narrativism eller Story Now: nej, denne form for rollespil kan ikke nødvendigvis tilfredsstille den samme trang til sammenhæng, overraskelser og mærkelige twists, som fx en film eller en bog kan. Til gengæld opstår historien NU - og det er os, der skaber den.

Så, svaret på mit indledende spørgsmål må være: "Ja, vores spil var narrativism, fordi spillet hele tiden havde et centralt, emergent tema."

To design or not to design?

For et stykke tid siden skrev jeg lidt om min idé om at lave et rollespil, der mest handlede om kamp. John Harper er kommet mig i forvejen - og det på en måde, så jeg intet problem har med at droppe mit eget - for øvrigt næsten glemte - projekt.
Spillet hedder Agon og det handler om græske helte, som kæmper for gudernes gunst. Spillet er næsten kun et kampsystem - og det er kompetitivt. Mao: man kan sagtens droppe de "gode gamle" ord om, at man ikke kan vinde i rollespil!
Agon ser fantastisk flot ud, og det jeg har læst af systemet, virker også virkelig fedt. Højdepunkt: man tager sine offensive terninger i den højre hånd, defensive i venstre. Det er da lækkert! Spillet har en hjemmeside , hvor man også kan downloade et pænt stort sample af indholdet.
Nå, men det leder mig videre til et andet issue: nu har jeg postet om designidéer i et godt stykke tid. Det har primært været tre idéer, der har rumsteret: Mareridt, Detektiv og Kampspillet. Alle tre er faktisk blevet overhalet indenom: Vincent Baker er ved at designe horror-spillet Afraid, som har mange ting til fælles med mine tanker i Mareridt; Agon slår mine tanker om Kampspillet hjem - og jeg erindrer at læse noget om et rollespil fra en af de utallige konkurrencer, som handlede om detektiver. Well.
Men egentlig er det jo overhovedet ikke grunden til, at jeg ikke får lavet mine designs færdige. Det handler nok i virkeligheden om, at jeg ikke er en haj til at gennemtænke nyskabende systemer - min interesse ligger nærmere i at huje, når andre udgiver noget, der er fedt - og så prøve at få spillet så meget som muligt.
Så, i den nærmeste fremtid vil jeg gøre mit ypperste for at undertrykke mine små underlige design-idéer og så måske vende tilbage med en stor idé, når jeg har prøvet mange flere af de gode designs.

Viking Con?

Jeg har aldrig været på Viking Con! De sidste fem år har bogmessen i Frankfurt forhindret min deltagelse, men i år ligger de to arrangementer ikke på samme tid. Så måske?
Men, seriøst - egentlig har jeg ikke den store lyst til at tilbringe flere dage på kongres. Jeg forestiller mig i stedet at tage derud en enkelt dag - og måske gentage indie-successen fra Fastaval? Nu ved jeg godt, at der er forskel på de to kongresser, men mon ikke man kunne samle en 5-10 spillere til at prøve lidt forskelligt?
Er der nogen, der er friske?

fredag, august 04, 2006

(IAWA) Huset Laponelle mod Huset Daniven

Igår spillede vi første session af AG&G - som nu vist officielt har fået den endelige titel In a Wicked Age. Det var en aften med masser af "firsts":

- Det var første session med en ny gruppe: vi var Morten, Mikkel, Julie og undertegnede. Vi spillede første gang til Mountain Witch-demoen på Fastaval og igår var så første mulighed vi havde, for at spille igen. De andre tre kender hinanden (vist meget godt, endda), men alligevel skulle vi lige spore os ind på hinanden. Spilstilen var da heller ikke 100% ren, men vi arbejdede os tættere på hinanden i løbet af aftenen.

- Det var første gang vi spillede In a Wicked Age. Spilteksten er stadig meget lidt forklarende, og mange ting gav først mening i løbet af spillet. Andre elementer er stadig lidt tågede, men jeg har en god fornemmelse af, at det bliver en del klarere efter næste session.

- Det var første gang jeg optog en rollespilssession på min MP3-afspiller. Det var mest ment som en test - på sigt kunne jeg godt tænke mig at undersøge muligheden for at lave podcasts med sådanne, men lige nu skulle jeg se, om mikrofonen var OK og den slags. Derudover er det rart at have optagelsen, når jeg skal melde tilbage til forfatteren (Vincent Baker) med kommentarer.

Spillet var sjovt! Vi fik lavet en fin historie om to adelsfamilier - Laponelle og Daniven - som lå i årelang strid med hinanden. Men striden havde mest været ført i det skjulte, på uærlig vis med giftmord og andet snask, så nu var Stefka - den netop myndige datter af Huset Daniven - godt træt af situationen og ville udløse åben krig de to huse imellem. Sønnen i Huset Laponelle, Boris, var til gengæld forelsket i Stefka! Huset Laponelle havde derudover en stærk forbindelse til deres forfædre - materialiseret i tre ånder, som forsøgte at påvirke Boris på forskellig måde.
Konflikten bølgede frem og tilbage og vi havde besættelser, fester, åndemaning og en afsluttende duel mellem de to - muligvis - elskende.

Usikkerhed med reglerne og spillestilen gjorde, at det var en anelse rough fra tid til anden - men igen: næste session kan kun blive bedre. I hvert fald bar mange af de afsluttende kommentarer tydelig præg af, at alle forstod konflikttanken bedre. Et led i In a Wicked Ages konbfliktsystem er, at man som udfordrer skal komme med så stærkt et udspil som muligt: "Jeg stikker ham i nakken med mit sværd!" snarere end "Jeg trækker mit sværd og går frem imod ham." Det var i praksis lidt svært og jeg var nok lidt for blød som SL. Men - igen - alle forstod vist efter spillet, at det ville blive endnu bedre, hvis konflikterne blev skarpere og mere ekstreme.

Spillerne klappede af mig efter spillet, men det var selvsagt helt misforstået - jeg gjorde intet! Historien kom næsten 100% fra dem.

Nårh ja - de fire tilfældige elementer, som spillet baserede sig på var:

"The private garden of a noble house."

"An altar overflowing with flowers and bowls of honey."

"The awakening of three powerful and malignant genii."

"A helm in antique style sound despite its tarnish."

torsdag, august 03, 2006

Japanske spøgelser

Timothy Kleinert, manden bag The Mountain Witch, udgiver snart en samling af japanske spøgelseshistorier - de såkaldte Kwaidan. Joshua Newman har designet cover. Tanken er vist, at man kan bruge historierne som inspiration til The Mountain Witch.
Cool.
Og der kommer snart en fuldstændig uoverskuelig bunke af nye indie-spil: de fleste har premiere på den kommende Gen-con.
Forvent pludselig entusiasme for alt for mange spil her på bloggen.