Fastaval de-briefing

Fastaval kom og gik og det var en god, intens og hård oplevelse - både før og under selve kongressen.

Som dommer: alle ved det men alligevel: der er MEGET at læse og forholde sig til som dommer. Der er lange møder, hvor man forsøger at opnå enighed og tilfredshed. Der er for sent afleverede scenarier og der er tørre perioder, hvor man bare venter på at komme i gang. Men det er også en unik oplevelse - som en af de eneste har man det fulde overblik over hele kongressens udvalg af scenarier. Man har fingeren på pulsen i forhold til at vurdere, hvad der rører sig af trends. Og - ikke at forglemme - juryen er en slags arbejdsfællesskab, og det var hyggeligt at lære Maya, Sanne, Max, Lars og Morten bedre at kende. Udbudet af scenarier i år var af en temmelig høj kvalitet. Alle snakker om 2003 som et jubelår, men efter min ydmyge mening var 2006 bedre. Feltet var bredt med alt ligefra temmelig old-skool fantasy over små, snævre eksperimenter til de store, brede dramaer. Der var en række trends, som var interessante at følge. Primært var jeg jo glad for, i hvor høj grad systemtænkningen er vendt tilbage - eller i hvor høj grad den er blevet bevidst og eksplicit. Mit gæt er, at vi næste år ser mere gennemførte eksperimenter i den retning, flere forsøg, der virker hele vejen igennem.

Som Spil-leder: manner, jeg havde et godt hold til Tupelo! Der var dømt stort spil hele vejen rundt og udover at forsøge at holde styr på systemet (det lykkedes ikke 100%), kunne jeg bare læne mig tilbage og nyde deres spil. Højdepunkter inkluderer dværgen Moses, som var slesk, egoistisk og lige i øjet. Selvom han skiftede spiller undervejs vedblev han med at være fantastisk. Der var også en fuldstændig overstadig scene, hvor en far fanger den pædofile mand i byen, mens han er ved at forgribe sig på sønnen. Først var der lidt forsøg på at afskrive det som misforståelser, men da sønnen (i Peter CGs spil) begyndte at anklage faderen for det samme var der ikke et øje tørt. Det var hårdt men også en god, god spiloplevelse. Mit gæt er, at spillerne fik en klar fornemmelse af, hvad den slags spil kan. Flere på holdet udtrykte usikkerhed i forhold til spilformen og at de foretrak det mere dramatiske spil - men, de sparkede alle røv og alle lo, så tårerne trillede! Der var ikke EN spiller, der var udenfor så fra mit perspektiv var det noget nær perfekt.

Min anden spil-leder-oplevelse var til System-lyst, hvor jeg kørte demo af The Mountain Witch to gange i træk - med to gengangere! Første demo gik virkelig godt - demoen er struktureret, så man langsomt kommer igennem hovedparten af reglerne, mens man kører et par scener. Spillerne var generelt gode og tog den øgede medindflydelse og løb af sted med den. Specielt ét moment var yderst mindeværdigt: én af spilpersonerne havde en Ability, der hed "Occult Lore". I mødet med et mytologisk væsen spurgte spilleren, om han kunne rulle for den Ability. No problem - vi rullede og spilleren vandt. Han kiggede forventningsfuldt på mig og forventede tydeligvis, at jeg nu skulle fortælle alt om væsenet. Da jeg bad ham fortælle, hvad hans spilperson vidste i stedet gik der i dén grad en prås op for ham - med ét forstod hele bordet, hvor ekstremt frit systemet egentlig er. Et smukt øjeblik. Anden demo var som sagt med to spillere som gengangere - de var åbenbart meget glade for spillet og ville have mere, så vi kørte et par løsrevne scener for at vise andre aspekter af systemet. Det blev til godt og inspireret spil med masser af spiller-involvering og alle tre ville gerne fortsætte. Men jeg var træt og havde et langt dommermøde foran mig, så vi aftalte i stedet, at vi måske kunne spille sammen engang efter Fastaval. Så det var ikke blot en god oplevelse, jeg mødte også spændende mennesker, som jeg godt kunne tænke mig at spille mere med.

Som Spiller: torsdag aften spillede jeg The Shab-al-Hiri Roach med Per, Paul, Gustav og Jes. Paul var iklædt fez og slips og jakke og efter Per kort havde forklaret reglern og vi havde skabt vores professorer gik vi i gang. Og hurtigt blev det fuldstændig overgearet på den fede måde. Der var afstrafning med kroketkølle, hjerteanfald og afgang ved døden i konfrontationen med den tyske professors erigerede lem, skoglatter, touch-downet som ingen så, quarterbacken som blev trådt til døde og selvfølgelig uforståelige summeriske kommandoer, som vi råbte ud i den fyldte café. Sjovt, underholdende og vildt, vildt godt. Spillet rammer the sweet spot mellem bræt- og rollespil og de faste elementer kombineret med en stor medindflydelse er helt perfekt.

Det løse: mødte Per, som imponerede alle med sin energi, mødte Gustav, drak et par øl og en masse kaffe - og kørte for meget i bus og taxa. Fastaval var intens og smagte af mere men jeg skulle desværre væk efter to dage. Jeg vil med igen næste år - men med mere overskud og mindre at lave.