David B. - Epileptic

Dungeon er en god, underholdende og vedkommende tegneserie. Epileptic er en væsentlig litterær oplevelse – læsning på linie med gode romaner, en tegneserie, der kan måle sig med andre hovedværker indenfor mediet som From Hell, Watchmen, Maus, Calvin and Hobbes og Jimmy Corrigan. Seriøst!
Epileptic er en art selvbiografisk fortælling om David B’s opvækst i en familie, der i dén grad er påvirket af Davids storebrors voldsomme, altfortærende epilepsi. Vi følger familiens kamp med at helbrede sygdommen – en kamp, der får dem til at opsøge den ene mere mystiske og langt-ude terapiform efter den anden. Livet for familien leves hele tiden med broderens skygge lurende lige i udkanten. Anfaldene bliver voldsommere og voldsommere og Davis følelser for broderen vokser sig mere og mere komplekse. Broderen forvandler sig langsomt men sikkert til et monster, der har hele familien i et hårdt greb.
Sideløbende følger vi Davids forsøg med at fortælle historier gennem tegneseriemediet. Den unge David har en voldsom fascination af krig, kamp og vold – en af hans tidlige helte er Djengis Khan f.eks. og han skaber endeløse serier med kæmpende mongoler og andet godtfolk. Broderen flirter stærkt med nazisme – han er nemlig i sin afmagt meget fascineret af og forelsket i stærke, magtfulde mænd.
Men der er mere endnu; det selvbiografiske plan bakkes nemlig op af et symbolsk plan, hvor David f.eks. ser sig selv som ridder i rustning, ligesom broderens sygdom konsekvent skildres som en drage.
Tegnestilen er uhyggeligt vellykket – der er en perfekt balance imellem karikatur og detaljerigdom. Hver billede er fantastisk stramt komponeret og det sort/hvide udtryk står stærkt og er en perfekt ramme for den følelsesladede historie. Der er noget ufatteligt smukt over Davids tegninger og mange af ruderne kunne sagtens forstørres og sættes op på væggen som posters. Alligevel er tegningerne altid underlagt historien – detaljerne tager aldrig magten fra fortællingens fremdrift.
Teksten er mest neutralt beskrivende og det tog mig lige en 25-30 sider helt at fange følelsen; men derefter slog Epileptic så meget desto mere hårdt. Den neutrale tekst levner nemlig rum til, at man som læser investerer sine egne følelser i fortællingen og lægger de sidste dele til.
Jeg føler ikke, at jeg kan yde Epileptic retfærdighed hér. Lettest og mest dækkende er det måske at sige, at det er et mesterværk som alle burde læse – specielt de, der ikke tror, tegneserien kan være leverandør af lige så store oplevelser som romanen.
Køb den – du vil IKKE fortryde det.

Trondheim, Sfar og Blain – Dungeon, The Early Years, volume 1: The Night Shirt

Jeg har stødt på Lewis Trondheims navn i forskellige sammenhænge i et godt stykke tid, men jeg har aldrig taget mig sammen til at få tjekket ham ud. Før nu. Ved et tilfælde så jeg en tysk udgave af Dungeon, da jeg var på bogmesse i Frankfurt i sidste uge – på tysk har man valgt at beholde den franske titel Donjon; det ville da også have været skønt, hvis den engelske udgiver havde gjort det. Men ak.
Dungeon er et mammutprojekt, der bevæger sig ad forskellige tidsforskudte planer: der er hovedhistorien Dungeon Zenith, som indtil nu er kommet i to trade-paperbacks, der er forhistorien The Early Years og der er fremtidsfortællingen The Downfall. Derudover er der forskellige andre titler. Hver af de tre store tråde i fortællingen er efter sigende planlagt til at fylde 100 hæfter!
The Early Years fortæller historien om, hvordan titlens dungeon blev til. Historien følger Hyacinte, der af sin far sendes til storbyen for dér at bo hos den invalide onkel og finde ud af, hvordan ”det nye liv” leves. Historien står nemlig ved en slags skillelinie imellem en heltemodig fortid og en udspekuleret, fornuftig, umoralsk nutid/fremtid.
Hyacinte er en underlig helt. Han gør sit bedste for at være høflig, heltemodig og galant, men der er noget komisk og uheldigt over ham. I forsøget på at indføre Retfærdigheden i storbyens skørlevned, skaber Hyacinte en hemmelig identitet som hætteklædt hævner. Vi følger hans forskellige forsøg på dels at udøve heltegerninger, dels at finde et passende navn. Sidstnævnte viser sig at være sværere for ham end først antaget. Til sidst vælger han dog The Night Shirt som sit heltenavn. Og det siger en del om tonen i The Early Years: det er en spøjs men også meget tiltrækkende og engagerende blanding af eventyr og humor. Historien forklarer ikke sig selv – der er flere steder, hvor handlingen springer og man som læser selv må fylde ”tomheden” mellem begivenhederne. Det er ikke svært, men er en fin lille detalje, der også fortæller en del om tegneseriens store ambitionsniveau.
Verdenen er en slags renæssancens Europa tilsat en hel horde af mere eller mindre underlige og underholdende væsener: den mystiske trækæmpe Arboress, små løjerlige alfer, der lever under jorden, orker på kæmpegæs og meget andet.
Christophe Blains tegninger er fantastiske: halvt skødeløse og skitseagtige, halvt detaljerige og stemningsfulde. Blain benytter mange små ruder (bogen er for øvrigt en anelse mindre end den typiske trade-paperback – en dejlig lille detalje) og er en mester i at sætte et forløb op i forskellige, skæve og interessante perspektiver. Der er ikke så lidt tysk ekspressionisme i mange af perspektiverne og beskæringerne og man må tage sig i at bladre tilbage og nyde en illustration mange gange.
Alt i alt er Dungeon, The Early Years vol. 1: The Night Shirt en god investering. Den er underholdende og spændende og tilpas skæv til ikke at være for arketypisk. Jeg købte mit eksemplar i Fantask og har nu bestilt de to første bind af ”hovedhistorien” Dungeon Zenith.

Dungeon, The Early Years får højeste anbefaling herfra.

Inaktivitet

Nå, der har dælme været stille her i lang tid, hvad? Jeg beklager meget, men lover, at der kommer mere snarest.
Johannes Busted Larsen har opfordret mig til at lave mere smagsdommeri, så det vil jeg gøre mit bedste for at leve op til. Planlægger minianmeldelser af to tegneserier: Epileptic af David B. og Dungeon af bl.a. Lewis Trondheim.
Lytter til fede nye CD'er - fra nostalgisk gammelmandsrock (den nye Paul McCartney) over islandsk femusik (nye Sigur Ros) til ambitiøs metalcore (nye Burst). Måske dukker der også en enkelt musikanmeldelse op?
Ellers går tiden med pladeindspilning. I weekenden indspillede vi vokal - bl.a. havde vi besøg af seks personer fra et gospelkor!
Nå, nok løs snak. Kaffen venter.

Den Yderste Kyst i den bedste sendetid!!!

Yay!

Det fede ved Actual Play rapporter er...

.. at det er ligesom at genfortælle den seneste dungeon - og man er stadig hip!
"Så kom jeg ind i et rum, hvor der var en fæl trold med et +2 sværd, men jeg havde jo mine gauntlets of invisibility + 3..."