(Mareridt) Skabt i fællesskab
Mens jeg går og tænker over, hvordan Mareridt skal køre - sådan helt nuts´n´bolts-agtigt - går det op for mig, at mange af mine grundlæggende tanker går i retning af at understøtte det kollaborative aspekt. Det er helt sikkert min erfaring med PTA, der titter frem: at Fan Mail er så fantastisk og at det er en optur uden lige at skabe noget i fællesskab og derefter få det til at løfte sig.
I Mareridt har det flere udtryk: dels skaber man Mareridtet og verdenen sammen, dels er der Fælleskabet, som skal være en væsentlig pointe i spillet: hver for sig er SP'erne nok mest af alt fucked, men sammen har de en reel chance. Fællesskabet giver en terningepool, som alle kan trække på. Men, så er der en side af mig, der tænker: skal der ikke være noget, der trækker i den anden retning? Er der ikke en risiko for, at Fællesskabets terningepool bare bliver en ekstra ressource og ikke bliver en kilde til konflikt? I Fraternitas bedømmer SL, om de handlinger, SP'erne udfører med støtte af fællesskabets terningepool er til fællesskabets bedste eller er selviske - og kan regulere niveauet af terninger i poolen. Det er nærliggende at adoptere denne mekanik til Mareridt - men er det ikke lidt snyd? Måske er det spillerne, der i fællesskab skal vurdere det? Men, så tænker jeg: bliver det for tungt?
Og siden de forskellige SP'er har forskelligt niveau i Fælleskabet - hvordan indvirker det? Lad os sige, at den ene SP har 1d4 i Fællesskabet, mens en af de andre har 1d10. De lægger så henholdsvis 1d4'ere og 1d10'ere i poolen. Men begge kan (måske) trække den ene og den anden slags terninger ud af poolen. Er det et problem?
Hmmm....
/Peter
2 kommentarer:
Hvad ofrer man ved at være med i Fællesskabet?
I Fraternitas mister man kontrol over sine egne ressourcer og må stole på at alle håndterer dem bedst muligt -- til gengæld kan man hjælpe andre. Mekanikken handler altså om emner som tillid, holdånd, pligt, hjælp osv.
Dette virker oplagt, når spilpersonerne netop udgør et så sammentømret hold som en gruppe soldater. Umiddelbart er det nok ikke det samme som i Mareridt.
Mareridt lyder for mig mere som om at det handler om noget i retning af, at hvis man vælger at tro på andre (på deres Mareridt), kan man hjælpe dem (tilbyde terninger), men til gengæld gør man sig sårbar over for deres Mareridt (man bliver også offer for stakes/fallout i konflikten).
I dette eksempel er der ikke nogen terningepool, men andre spillere kan simpelthen tilbyde at hjælpe, hvis de har lyst -- sikkert i håb om at bygge bånd (måske ligefrem gennem kvantificering af relationships som resultat af deltagelse?) og selv få hjælp senere -- men løber en risiko ved at deltage.
"Mareridt lyder for mig mere som om at det handler om noget i retning af, at hvis man vælger at tro på andre (på deres Mareridt), kan man hjælpe dem (tilbyde terninger), men til gengæld gør man sig sårbar over for deres Mareridt (man bliver også offer for stakes/fallout i konflikten)."
Hvor spooky! Jeg tænkte her til aften præcis på dette problem!
...
Jeg overvejede noget i samme stil: hvis man er knyttet sammen som gruppe, så kunne det at fortælle en ond oplevelse videre lette en selv, men sprede Mareridtet som en smitte. Mareridtets størrelse og indflydelse stiger, hvilket også giver dramturgisk mening. Men samtidig følger der fordele med - man kan genbruge andres successer fra tidligere møder med samme Mareridt, f.eks. Eller styrkede relationer til at modstå det onde.
Send en kommentar