Ajk, nu er Molevitten blevet opdaget af diverse spammere. Lige nu er det eneste, jeg kan gøre ved det at bede alle lave "word verification", når I skriver en kommentar. Det er vildt træls og jeg håber ikke, det afholder nogen fra at kommentere. Men dang! hvor jeg ikke gider ha spam på min side.
Vi kørte episode 2 i går, og det var endnu en god oplevelse. Serien er virkelig kommet godt i gang og der er mange spændende tegn i retningen af, hvad der videre vil ske. Men - der er kun en måde at finde ud af det: at spille serien færdigt. Mere her.
Rune Vendler (som er med i min PTA-gruppe) har lavet et 24-hour rollespil kaldet Chance Encounters. Det er et rigtig fint spil, der har et veldefineret mål og støtter op om dette med nogle simple, men effektive mekanikker. Spillets virkelige styrke er, for mig at se, at hver spilperson har en såkaldt Mask: SP'en maskerer en af sine mere uheldige sider vha en "maske". Det kunne f.eks. være den utro ægtemand, der skjuler sin affære vha overarbejde. Det er en enkel men meget brugbar detalje, som kan bruges til at give dybde til sp'en med ret lette og hurtige midler.
Du kan finde spillet her.
Tillykke og "godt gået" til Rune.
En lille reklame (det er MIN blog, så jeg må godt)...
Fredag aften på Studenterhuset er der koncert med mit band virak . Der er også opvarmning: det er et band, der hedder Defekt . Har kun hørt to sange med dem, men tror jeg kan sige, at hvis du kan lide PJ Harvey, går du ikke helt galt i byen ;-) Så, to gode rockbands til skallede 40 kroner! Special price for you! Koncerten starter ca. 22 og vi går på omkring 23. Mød op og klap på ekstranummer, så bliver vi så glade...
Tirsdag aften spillede vi første session - og dermed første episode - af vores Primetime Adventures-kampagne. Per har skrevet en længere Actual Play-post her , så jeg vil bare nøjes med at fortælle, at det var virkelig sjovt og underholdende og at jeg havde temmelig svært ved at falde ned igen efter spillet. Optur. Det er et genialt træk ved spillet, at man giver fan mail til de andre spillere, når de gør eller siger noget fedt/sjovt/uhyggeligt/uventet/etc - man roser med andre ord hinanden og det har en direkte indflydelse på spillet. Fantastisk design.
På rollespilskongressen Orkon spillede jeg Alex Uths glimrende scenarie Blodhævn– en dyster og stemningsmættet vikingethriller. Det er tungt, mørkt og uhyggeligt og der var en klar følelse af, at alle vi spillere kæmpede for at leve op til spilpersonerne kvalitet og spillets tematik. Vi var, med andre ord, ramt af en præstationsangst af en slags. Jeg husker at sidde med en meget intens følelse af min spilpersons indre liv – uden at jeg næsten sagde et ord! Min spilpersons situation var så ubehagelig og ”kravet” om in character-spil gjorde det noget nær umuligt at få disse intense, voldsomme følelser spillet ud. Det var svært og også ret frustrerende. Spil-lederen tog os udenfor i en pause og forsøgte at sparke liv i os. Det virkede og resten af spillet var der mere gang i den.
Det var ret beset en god spiloplevelse men, som beskrevet, bestemt ikke uden en (fælles) frustration.
OK, hvis nu man forestiller sig at spille samme intense historie på en måde, hvor man skifter frit mellem in character og det, Forge-teorierne kalder Author Stance – altså Forfattervinkel sådan løst oversat). Man ville frit kunne beskrive det indre liv i spilpersonerne uden at frygte at ”bryde illusionen” så at sige. Og, det er her det fede kommer – det intense indre spil blotlægges også for de andre spillere, så de får glæde af det. På den måde er de indre konflikter, der i rent in character-spil må forblive gemte eller udtrykkes indirekte, en del af den fælles underholdning.
Man kan altså, noget polemisk måske, sige, at rollespil, hvor man skifter mellem forskellige vinkler: personlig vinkel, forfattervinkel etc., kan gøre spillet meget mere underholdende for spillerne.
Ajk, jeg gjorde det! Jeg har postet på The Forge. Har været lidt frem og tilbage omkring det - måske er jeg bare for uvidende til at deltage (og værre endnu: jeg kunne tage mig uvidende ud. The Horror)? Men det kunne nu være fedt med lidt input til min Sorcerer-idé.
Så, nu gjorde jeg det. Er meget spændt på, hvordan responsen bliver - om det bliver en hjælp, eller om jeg føler, tonen er for uforsonlig (som den har en tendens til imo).
Matt Wilson (som har lavet Primetime Adventures) er åbenbart ved at designe et sci-fi rollespil: Galactic. Udover at det ser spændende og sjovt ud, og udover at det er interessant at se, hvordan de nye idéer i de nye rollespil hurtigt adopteres og udvikles af andre (f.eks. er der klart noget Dogs in the Vineyard over Galactic) – så synes jeg det er meget betegnende, at rumskibe i Galactic er en funktion af spilpersonen. Det er med andre ord altid spilpersonen, der er fokus og dermed bliver det de menneskelige valg og konflikter, som kommer i fokus. Ikke en original pointe, men meget sjovt, synes jeg.
Så kom vi i gang med Primetime Adventures over IRC. Første session var i går aftes. I PTA skaber man koncept for Tv-serien og hovedpersonerne i fællesskab, så i går bestod ”kun” af en yderst frugtbar brainstorm, hvor vi langsomt fik spillet os ind på en idé. De første tyve minutters tid var det så som så med idéerne; det var svært at finde en, vi alle tændte på og jeg fik ret hurtigt sådan en fornemmelse af: ”Min gud, kan vi overhovedet ikke finde på noget godt?”
Men pludselig var den der. En eller anden sagde "pensionister", en anden "spiritisme" og ”Ding!” så var den der. Vi brugte et stykke tid til at udvikle videre på idéen, og som den er nu, ser den nogenlunde således ud (ret mig, hvis jeg tager fejl i noget, gutter):
Vi er på hjemmet Den Yderste Kyst – det er et rekreationshjem/kursted, hvor ældre mennesker kan opholde sig i kortere eller længere tid af gangen.
Her møder vi pensionisterne Elvira og Baronen (hans navn kan jeg ikke lige huske – var det Gustav?) samt den nyansatte, midaldrende (?) revisor Henrik.
Elvira opsætters spiritistiske seancer i et desperat håb om at komme i kontakt med hendes livs kærlighed, der døde for alt for mange år siden. Elvira er ensom og savner spænding og mening i livet. De andre deltagere i seancerne har måske lidt ondt af hende, er med for sjov eller er måske så senile, at de bare sidder der.
En dag sker der noget – det lykkes Elvira (guderne må vide hvordan det sker) at få hul igennem til ”den anden side”.
Baronen er lettere senil og bærer på en frygtelig hemmelighed, som måske har noget med hans gamle krigshjelm at gøre? Baronen er amatørfotograf og tager billede af fugle og er ivrig morgen/vinterbader.
Henrik er blevet ansat for at rette op på Den Yderste Kysts rodede økonomiske situation. Forgængeren forsvandt under mystiske omstændigheder. Henrik har brug for at kontrollere alt; men han kan ikke kontrollere den dødelige sygdom, han har arvet fra sin elskede mor, der døde da hun var ca i Henriks alder. Moderen voksede op på øen, så Henrik har vist mere end ét motiv til at påtage sig stillingen?
Genren er horror/humor, sæsonen er fem afsnit lang og vi spiller første afsnit over IRC om et par uger.
IRC viste sig at være eminent til at brainstorme idéer. Der var flere gange, hvor jeg fik gåsehud eller bare lo over, hvor fedt et eller andet forslag var. Der er stadig nogle lidt grove kanter hist og pist – men det er vist også meningen, at meget af personernes baggrund og den generelle, gennemløbende historie skal opstå under spillet.
Jeg kan ikke vente!
OK, jeg indrømmer det. Jeg kan lide heavy metal. Det kan nok ikke siges kortere. Det betyder ikke: “Jeg kan lide alt bare det er fårkin heavy metal!” Og det betyder bestemt ikke "Jeg kan udelukkende lide heavy metal." Men det betyder, at jeg er fuldstændig ligeglad med, at det er så forbandet uncool at kunne lide heavy metal. Jeg kan lide Neurois, Pig Destroyer, Mastodon, Isis, The Dillinger Escape Plan og mange andre af nutidens metalbands. Og selv om de alle forholder sig kunstnerisk og udfordrende til metalgenren, ja så er de ved gud heavy metal.
OK, næste punkt. Jeg er gammel Metallicafan. Og så sidder jeg lige og lytter til deres nok mest udskældte album, Reload. Ajk, gamle fans var pissed-off, da det udkom. Metallica havde dælme en forpligtigelse til at blive ved med at lave musik, som de gjorde i 1986. Hvilket jo er noget fis. Til gengæld er hverken Reload eller forløberen Load særligt gode albums, sådan betragtet som en helhed. Men, nu hvor jeg lige sidder og lytter til Reload må jeg sige, at hvis de to albums var blevet kombineret til ét og at der var luget godt ud i dem, kunne det havde været et absurd mesterværk af hård, metallisk, alternativ rockmusik. Ready? Here we go:
Ain’t my bitch (pure fårkin rock attitude)
2x4 (mere af samme tunge, groovede skuffe)
The House that Jack built (stemning og tyngde)
Mama Said (balladetid – uden powerrock-del og country-tinted, wuhu!)
Bleeding Me (episk rock)
Slither (rawk!)
Carpe Diem Baby (rock med SÅ meget attitude og nosser)
Where the Wild Things Are (stemming og temmelig skævt)
Low Man’s Lyric (nok lidt for lang, men dejlig anderledes og med en skøn skitseagtig tekst)
The Outlaw Torn (episk slutning på pladen)
B-sider til singlerne:
Fixxxer (episk og en god slutsang men ikke helt lige så god som The Outlaw Torn (og der skulle luges ud, remember?))
Hero of the Day (sgu ret god men altså - der er ikke plads til alt, vel?)
Until it Sleeps (do)
Ronnie (OK, det er sgu sjovt at I tør prøve at spille ZZ-Top-rock, men det er nok ikke et album værdigt, vel?)
Nå, drenge – hvorfor var det så svært?
Ovre hos Munkholt er der virkelig grøde i den. Ikke nok med at han er ved at skabe spilsystemet Krigerne - han har netop deltaget i udfordringen
24 Hour RPG - og har (næsten) gennemført. Må jeg præsentere, rollespillet Charlatan, hvor det gælder om at skabe de bedste løgnehistorier, manipulere indflydelse og så ellers flygte, når det går galt. Spillet er ikke helt færdigt, men hvad der er, ser sjovt og underholdende ud. Jeg fik i hvert fald med det samme meget stærke flashes af Rik Mayalls Flasheart i Black Adder Goes Forth - og det er ikke så værst endda :-)
Munkholt er on a roll!
Tilbage fra en dejlig ferie med masser af tid til familie, venner, læsning, musik og god mad og vin. Skønt.
August byder på koncert - vi spiller på Studenterhuset i København fredag den 26. august (sammen med Defekt), så tag da lige og duk op og hør noget spændende musik, der vil andet og mere end mainstreamens ensretning.
I den kommende uge skal jeg (vist) osse spille Primetime Adventures for første gang - via IRC, hvilket også er "a first". Er lidt spændt på, om IRC er fedt nok...
