Hvad jeg IKKE leder efter (re: systemer i rollespil)

I løbet af 90’erne spillede jeg også fra tid til anden rollespil med nogle gamle gymnasiekammerater – det var ikke friform, men var ikke specielt tilfredsstillende heller. Hvorfor?

Mest grelt var et forsøg på at spille good ol’ AD&D. Det var skridtet over brætspil – vi rendte rundt i dungeons (”I kommer ind i et fire gange fire rum, der står en ork og en sort budding”) og brugte meget tid på at designe vores egen borg og sådan. Det var et rent taktisk spil, hvor skuespillet var ganske fraværende. Jeg kedede mig gudsjammerligt, men spillede pga. det sociale. Den slags spil vil jeg meget hellere spille som brætspil.

Meget bedre var en science fiction-kampagne, hvor historien og (til dels) rollerne faktisk var rigtig gode. Der var plads til indlevelse, og SL havde gode idéer om fremtiden – der var mange. ”Seeeeejt!”-øjeblikke. Men når reglerne trådte ind, gav de ikke andet end tilfældighed til spillet – og muligheden for at rulle med terninger (det skal man jo ikke undervurdere). Men reglerne vedblev at være en distraktion for mig. Man kan måske sige, at det uelegante system og den manglende retning i reglerne var dét, der frustrerede mig. Med gode regler ville den kampagne faktisk have været rigtig, rigtig god.