Molevitten i sommerlandet

Så er der ikke længe til, at vi pakker dytten og kører ud i det danske sommerland. Tre uger fordelt på to sommerhuse - henholdsvis Fanø og Samsø.
Glæder mig til at nisse rundt, købe nyopgravede kartofler og gulerødder ved små boder, læse lidt, lege med Freja, cykle en tur eller to, drikke kolde øl og spise sild med dild og æg til frokost, bade, sidde og slappe af med Tour de France i baggrunden som en konstant summen og al den slags, der hører sommerhus til.
Der bliver med andre ord nok temmelig stille her på Molevitten, men måske kan jeg poste en enkelt gang eller to - og ellers vender jeg frygteligt tilbage i starten af august - tilbage til deadlines og post-sommerferie stress på jobbet og hvad der ellers hører til.
God sommer!

Djævleyngel

Ajk, nu kommer der ny Hellboy tegneserie. Anede ikke, der var en på vej. Sidder lidt og glæder mig. Forhåbentlig kan vor røde helt få lidt oprejsning oven på den ikke-ganske-forfærdelige-men-ej-heller-særlig-gode filmatisering.
Man kan få et smugkig hér:

The Island

Mørkt Stof

Har netop færdiglæst Philip Pullmans fantasytrilogi His Dark Materials samt den efterfølgende novelle "Lyra and the Birds".

Det er good stuff, virkelig god litteratur, der godt nok er vinklet som børnebøger, men som - som al god børnelitteratur - indeholder mindst ligeså meget for "den voksne læser". Der er så mange fede ting i trilogien, at jeg dårlig nok ved, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte, så lad mig nøjes med at fremhæve et par ting.

Personerne er troværdige og sammensatte - og som læser er det umuligt ikke at komme til at holde af dem på godt og ondt. Jeg har en meget klar fornemmelse af Lyra og Will og havde meget svært ved at give slip på dem, da historien var slut. Meget fantasy lider netop under dårlige personer - universet er oftest godt udtænkt og detaljeret, hvorimod personerne vedbliver at være skabeloner. I Pullmans trilogi er personerne "virkelige" og universet vildt originalt og gennemført. Man får altså med andre ord både i pose og sæk.

Hver bog har sin egen tone. Etteren, Northern Lights, er den mest børnebogsagtige af dem alle. Den er en hård lille kerne af good stuff, spændende, medrivende og original. The Subtle Knife udvider universet og giver etteren en videnskabelig klangbund i form af dens afsnit om fysikeren Mary og hendes arbejde med mørkt stof. Det er vildt fedt, hvordan Pullman tillader sig at hente inspiration i kernefysikken for at fortælle sin fantasy-historie. Treeren er meget større i sit scope med det store opgør og rejsen til dødsriget og den store sammenfatning af universernes skæbne. Stort.

Pullmans sprog er et kapitel for sig; han er lidt omstændelig i begyndelsen af hver bog, men den grundighed betaler sig, for der er i dén grad pay-off, når man kommer længere ind i bøgerne. Han kan være storladen, skrøbelig, action-præget, sørgelig og medrivende.

På nogle måder minder den mig faktisk mere om Brødrene Løvehjerte end om Ringenes Herre. Jeg tror, det er den følelsesmæssige indlevelse, der gør det.

Læs dem!

Klik

... siger brevsprækken. Der er post!

Brev fra USA. Åbner febrilsk pakken (damn, han har brugt masser af tape til at pakke den ind).

Det føles umiddelbart som en hardcover bog. Smilet breder sig - godt at jeg ikke bare købte pdf'en men ventede tålmodigt.

Øv. Det var et indlagt stykke pap.

Det er My Life With Master - et rollespil. Men det er mere et hæfte, end en bog - ikke vildt prangende. OK, tegningerne er fede. Lay-outet også OK, men formatet er nærmest håbløst - ligner for meget en billig tegneserie.

Hmmmm... skuffet. Håber (og tror), at indholdet er væsentligt bedre end det umiddelbare indtryk.

Hvad jeg IKKE leder efter (re: systemer i rollespil)

I løbet af 90’erne spillede jeg også fra tid til anden rollespil med nogle gamle gymnasiekammerater – det var ikke friform, men var ikke specielt tilfredsstillende heller. Hvorfor?

Mest grelt var et forsøg på at spille good ol’ AD&D. Det var skridtet over brætspil – vi rendte rundt i dungeons (”I kommer ind i et fire gange fire rum, der står en ork og en sort budding”) og brugte meget tid på at designe vores egen borg og sådan. Det var et rent taktisk spil, hvor skuespillet var ganske fraværende. Jeg kedede mig gudsjammerligt, men spillede pga. det sociale. Den slags spil vil jeg meget hellere spille som brætspil.

Meget bedre var en science fiction-kampagne, hvor historien og (til dels) rollerne faktisk var rigtig gode. Der var plads til indlevelse, og SL havde gode idéer om fremtiden – der var mange. ”Seeeeejt!”-øjeblikke. Men når reglerne trådte ind, gav de ikke andet end tilfældighed til spillet – og muligheden for at rulle med terninger (det skal man jo ikke undervurdere). Men reglerne vedblev at være en distraktion for mig. Man kan måske sige, at det uelegante system og den manglende retning i reglerne var dét, der frustrerede mig. Med gode regler ville den kampagne faktisk have været rigtig, rigtig god.

Lidt om friform kontra regler i rollespil

Strøtanker

Jeg tillader mig i det følgende at tage gode regelsystemer for givet. Jeg ønsker med andre ord ikke at diskutere fejl i enkelte regelsystemer, men en utopisk virkelighed med gode regler. Nemlig.

Derudover er alt dette baseret på mine fornemmelser og skal ikke ses som begyndelsen på en teori eller lignende.

Siden engang i begyndelsen af 90’erne har jeg og mange andre i princippet kun spillet friform rollespil. Jovist, der er da blevet rullet terninger, men det har været sådan á la:
”Tag en håndfuld terninger og rul dem – højt er godt”. Altså, man indfører tilfældighed men er ikke videre nøjeregnende med det.

Og det fungerer, og er sjovt.

Hvorfor så overhovedet overvej at indføre et system igen? Vil det ikke bare fjerne fokus fra det fede?

Ikke nødvendigvis.

Hele vejen igennem alle mine friform spil har jeg savnet spillet. Rollespil er for mig en afbalanceret blanding af ”skuespil” – at være in character på den ene side og så ”spil” på den anden.

I et rent firforms rollespil vil udfald altid være spillerne og spillederens beslutning. Tilfældet sættes udenfor døren og i stedet træder en slags fortællingens nødvendighed. Fair nok – så langt så godt. For det kan jo være vildt fedt.

Men jeg har savnet tilfældet. Jeg har savnet, at reglerne kan føre spillet uforudsete steder hen, at tilfældigheder spiller en rolle.

Ikke som i: ”Jeg vil have mit rollespil til at efterligne virkeligheden” men som i ”Jeg vil have tilfældigheder og elegant spildesign til at have en betydning for spillets forløb”.

Næste punkt, som de nye amerikanske indie rollespil har gjort mig opmærksom på: regler kan give spillet en specifik retning.

For eksempel: Dogs in the Vineyard: reglerne tilskynder konflikter og eskalering af konflikter. Ved at lade konflikter være en dynamisk frem-og-tilbage bevægelse mellem spiller og spilleder tvinges man til at være kreativ med sine konflikter. Og det skaber – så vidt jeg kan se – en helt speciel form for spil, hvor alle søger de højspændte konflikter.

For eksempel: Sorcerer, hvor spillere og spilleder først definerer, hvad Humanity* er. Når det så er defineret, er det SLs (og for øvrigt vel også spillernes) job at skubbe spilpersonerne ud i situationer, hvor Humanity afprøves. Hvis Humanity f.eks. defineres som næstekærlighed vil spillet kredse om situationer, hvor spilpersonerne skal beslutte, om de hjælper folk i nød, om de er villige til at dele deres velstand, om de f.eks. kan slå et andet menneske ihjel – hvad nu, hvis det er en sindssyg seriemorder, der har slået din bedste vens familie ihjel? Men han er jo stadig et menneske?


* Humanity er et træk ved hver person – et tal, der kan gå op og ned. I situationer, hvor Humanity sættes i spil, ruller man for, om den går op eller ned.

Faktisk Forløb – FBI Actacon

For et par år siden tog jeg del i en FBI-kampagne (næsten terningeløst freeform), og det var spændende men også voldsomt frustrerende. Først nu fatter jeg helt hvorfor. Der er mange delelementer, men nogle af de store grunde er faldet på plads.
Problemet: min SP Timothy Hulme var en indadvendt midaldrende agent (inspireret af Frank Black i TV-serien Millennium), som FBI havde brugt til nogle udsyrede eksperimenter. I den forbindelse blev han hjernevasket og genhuset – uden sin familie, og uden minder om dem.
Spillet var meget udadvendt, pågående og rimeligt aggressivt. Hulme var indadvendt, nervøs, overvejende – a guy with serious issues. Hverken Hulme eller jeg blev nogensinde virkelig involveret i spillet. Jeg følte, det var svært at tage del, og det gik vist alle på. Jeg tog ikke MIN del a slæbet, ligesom jeg ikke rigtig følte mig en del af gruppen.
Hvorfor?
Udover sociale og andre grunde, tror jeg, Hulmes forhistorie og personlighed var svær at få i spil på den måde, spillet kørte på.
Jeg savnede værktøjer til at eksternalisere Hulmes problemer –og ikke bare i handlinger (Hulme skyder dette uskyldige vidne, fordi han selv er ulykkelig).
Jeg tror, med inspiration i The Forge, at Hulme kunne have blevet en væsentligt del af gruppen. Hulmes historie kunne bedre flettes ind i den overordnede historie (Munkholt gjorde et heroisk forsøg på netop dette).
Jeg forestiller mig en hyppig brug af flashbacks men også at gå ”out of character” og simpelthen udtrykke fornemmelser, følelser og indre billeder i ord.
Lad os forestille os en scene, som den kunne forløbe, inspireret af Dogs in the Vineyard og andre spil.
SL: ”Hulme, du åbner døren og træder ind. Der står en kvinde bag disken. Bang! Du får et flash. Der er noget ved hende, der får det til at gippe i dig. Hvad er det?”
Mig: ”OK, kan vi køre det som et flashback?”
SL: ”Du bestemmer – det er fint med mig.”
Mig: ”OK, øhm…. Vi er tilbage i tiden før Hulmes hjernevask. Han er lige kommet hjem fra jobbet. Endnu engang er der sket ting på arbejde, som han ikke kan dele med konen. Det frustrerer ham. Han træder ind ad døren og ser på hende. Hun har dét blik, det anklagende i øjnene. Hulme sukker og ved, hvad der venter. Endnu et langt og frugtesløst skænderi.”
SL: ”Hvad er på spil i konflikten?”
Mig: ”Om Hulme får en flig af indsigt i sin glemte fortid…”
SL: ”Den køber jeg. Jeg spiller hjernevasken, du spiller minderne…”
Mig: ”Fjong.”
Vi ruller terninger.
SL kan forhøje indsatsen med ting som: lægerne brugte voldsom effektiv medicin, Hulme var et let offer, det er længe siden nu etc.
Jeg kan forhøje med: hun var mit livs kærlighed, hun fødte mig to sønner, den tid var ualmindeligt følelsesladet, jeg er ensom etc.
Pludselig kommer Hulme til live.

Mødet med rollespil - igen

Mere end 15 år siden jeg første gang stødte ind i ”rollespil” – dels i TV-Avisen, dels i Fantasks katalog, der blev studeret med STOR interesse – har jeg på ny kriller i maven i mødet med rollespil.
Æren og skylden går til The Forge (www.indie-rpgs.com) og specielt rollespillene Dogs in the Vineyard og Sorcerer.
Specielt førstnævnte har åbnet mine øjne for, hvad der egentlig var ”galt” med mine seneste rollespilserfaringer – jeg savnede ganske enkelt systemet og dets konkrete forankring og dedikation til at skubbe spillet i en specifik retning. Men ikke et hvilket som helst system – Forges styrke ligger nemlig i at designe systemerne med en helt speciel, målrettet spilform i tankerne. Så, når reglerne træder ind i spillet skubber det spillet videre mod det mål. Genialt i al sin simpelhed.
Sidder og hopper på stolen for at komme i gang med at spille igen – en følelse, jeg ikke har haft for rollespil i meget lang tid.
Så lad gå at The Forge kan virke nærmest religiøst i sin overbevisning om egen genialitet, så lad gå at det er noget af styrkeprøve at sætte sig ind i alle teorierne, så lad gå at de kan virke bedrevidende.
For deres spil styrer!
Spil ETA: august.

Verdens 10 bedste albums?

En umulig opgave!
For et års tid siden stillede jeg den til mig selv og mine bandsjukker: hvad er - efter din personlige mening - verdens 10 bedste albums nogensinde? Andre kriterier opstiller man selv - altså, går man ud fra historisk relevans? eller blot "nåmenaltsåjegfølerlissomatdennepladeerforfeeeeed"? Må man vælge 10 Beatles-plader? eller skal det være 10 forskellige kunstnere?

En af os lavede en hel liste. Jeg kom op med tre albums. Den tredje svarede aldrig.

Så det hænger stadig i luften.

Nå, men her på Hele Molevitten vil jeg genoplive forsøget. Og starter med de tre bedste - længere er jeg sgutte kommet!

Et album med beskrivelse per post. Begynder lige om lidt. Skal bare lige finde de gode gamle argumenter frem igen.

Rollespil

Jeg er sådan én, der styrter rundt og farer fra den ene interesse til den anden - med få undtagelser naturligvis. Visse interesser holder stand (tjek www.virak.net for at se, hvad jeg laver to gange om ugen).
Andre interesser dukker op efter at have ligget i dvale i lang tid.
En af disse er rollespil, der har sådan en periodisk eksistens i mit liv. Og nu er jeg så inde i en periode igen.
Denne gang med det klare mål at få spillet næsten ligeså meget, som jeg tænker over det (gylp! umuligt).
Planen er at lave to faste grupper, der mødes ca. en gang om måneden.
Den ene gruppe bliver "forholdsgruppen": min kæreste Ditte, min ven Jes, hans kæreste Signe og undertegnede. Har aldrig prøvet at spille med min kæreste og er meget spændt på, hvordan det skralder af, men hvorfor ikke prøve? Planlægger at spille Sorcerer-kampagne med dem. Nutiden, Danmark, fokus på personernes udvikling, stort drama, måske en pistol eller to, lo-fi dæmoner. Læser og læser og tænker og tænker. Bliver (måske) stort.
Den anden gruppe bliver med gamle rotter. Er i gang med at skrabe en gruppe sammen. Planen er at rotere SL-ansvar og at spille så mange spil som muligt. Jeg vil gerne spille Dogs in the Vineyard (et fantastisk lille spil om guds bedste, der forsøger at holde orden på deres små samfund på kanten af ingenting Out West i et jomfrueligt USA), My Life With Master (man spiller en uhyggelig og undertrykkende og OND Masters undersåtter) og Primetime Adeventures (TV-serier som rollespil. Eller omvendt?).
Ajk, hvordan, oh hvordan får jeg tid?

It's alive!

Oi!
Hele Molevitten er i luften (eller hvor sådan en starut nu render rundt?).
Vil blogge om dette og hint og ikke en skid - men mest om alt det, jeg render rundt og laver: musik, rollespil, figurspil og små anekdoter fra livet som forholdsvis nybagt far.
Velkommen til.