mandag, oktober 31, 2005

David B. - Epileptic

Dungeon er en god, underholdende og vedkommende tegneserie. Epileptic er en væsentlig litterær oplevelse – læsning på linie med gode romaner, en tegneserie, der kan måle sig med andre hovedværker indenfor mediet som From Hell, Watchmen, Maus, Calvin and Hobbes og Jimmy Corrigan. Seriøst!
Epileptic er en art selvbiografisk fortælling om David B’s opvækst i en familie, der i dén grad er påvirket af Davids storebrors voldsomme, altfortærende epilepsi. Vi følger familiens kamp med at helbrede sygdommen – en kamp, der får dem til at opsøge den ene mere mystiske og langt-ude terapiform efter den anden. Livet for familien leves hele tiden med broderens skygge lurende lige i udkanten. Anfaldene bliver voldsommere og voldsommere og Davis følelser for broderen vokser sig mere og mere komplekse. Broderen forvandler sig langsomt men sikkert til et monster, der har hele familien i et hårdt greb.
Sideløbende følger vi Davids forsøg med at fortælle historier gennem tegneseriemediet. Den unge David har en voldsom fascination af krig, kamp og vold – en af hans tidlige helte er Djengis Khan f.eks. og han skaber endeløse serier med kæmpende mongoler og andet godtfolk. Broderen flirter stærkt med nazisme – han er nemlig i sin afmagt meget fascineret af og forelsket i stærke, magtfulde mænd.
Men der er mere endnu; det selvbiografiske plan bakkes nemlig op af et symbolsk plan, hvor David f.eks. ser sig selv som ridder i rustning, ligesom broderens sygdom konsekvent skildres som en drage.
Tegnestilen er uhyggeligt vellykket – der er en perfekt balance imellem karikatur og detaljerigdom. Hver billede er fantastisk stramt komponeret og det sort/hvide udtryk står stærkt og er en perfekt ramme for den følelsesladede historie. Der er noget ufatteligt smukt over Davids tegninger og mange af ruderne kunne sagtens forstørres og sættes op på væggen som posters. Alligevel er tegningerne altid underlagt historien – detaljerne tager aldrig magten fra fortællingens fremdrift.
Teksten er mest neutralt beskrivende og det tog mig lige en 25-30 sider helt at fange følelsen; men derefter slog Epileptic så meget desto mere hårdt. Den neutrale tekst levner nemlig rum til, at man som læser investerer sine egne følelser i fortællingen og lægger de sidste dele til.
Jeg føler ikke, at jeg kan yde Epileptic retfærdighed hér. Lettest og mest dækkende er det måske at sige, at det er et mesterværk som alle burde læse – specielt de, der ikke tror, tegneserien kan være leverandør af lige så store oplevelser som romanen.
Køb den – du vil IKKE fortryde det.

6 kommentarer:

Per Fischer sagde ...

Endnu en fransk serie? Jeg må indrømme at tegnestilen ikke tænder mig specielt, at dømme efter preview'et på Amazon, men hvis du siger god for den...
På den anden side, Maus fangede mig heller aldrig :)

Peter Dyring-Olsen sagde ...

Jeg skulle selv lige vænne mig til tegningerne - men så blev den til gengæld også en væsentlig tiltrækning ved bogen. Jeg overdriver altså ikke: det er stort!

munkholt sagde ...

Jeg gik i stå omkring 20 sider inde. Der var gode tendenser, men det nåede ikke at fænge mig. Den får naturligvis en chance mere.

(Derimod var jeg helt med i Jimmy Corrigan og Eightball lige fra starten, tegnebøger (?) der også opfattes som tunge.)

Peter Dyring-Olsen sagde ...

Hmmm... det er selvfølgelig smag og behag, men jeg tror nu, det er sådan en, der vil vokse sig stor på de fleste læsere - giv den 15 sider mere, Thomas!

munkholt sagde ...

Lad mig lige føje Black Hole til! De 12 sort-tunge hæfter er lige udkommet i lækker hardback. Jeg tror jeg er mere til den skæve forstads-Americana, end syge franske afrikanere (jo jo, de skal få deres chance!).

Anonym sagde ...

Den er bestilt...

Hvis man er til syret americana, må man selvfølgelig heller ikke gå glip af Daniel Clowes Like a Velvet Glove Cast in Iron.